Glistrup besøger Spies i hans have, hvor der er et dionysisk opbud af halvpåklædte mennesker, og en håndfuld mænd forsøger at holde en brølende gorilla i skak.
Spies træder ud af et havetelt kun iført en ankellang pels, går ind i buret til gorillaen, blotter sig og tæmmer det vilde dyr med sit erigerede lem.
Pikken som symbol
Den blottede penis har givet anledning til en del opmærksomhed, både omkring dens ejermand, Pilou Asbæk, og omkring filmens instruktør, Christoffer Boe.
»Det er umuligt at lave en film om en mand, der var så glad for sin lille diller og udstillede den så ofte, og så ikke vise den«, siger instruktøren.
LÆS ANMELDELSE
'Spies & Glistrup' kan ikke balancere biografi og bare patter»En pik er mere end bare en pik. Den er også et symbol. Der ligger sgu et angreb på velfærdsstaten i den pik«, siger Christoffer Boe, som mener, det både siger noget om samtiden og om, hvordan Simon Spies tænkte.
»Seksualitet, ideologi og lyst hænger på en måde sammen i den periode, hvor vi i dag separerer tingene. På det tidspunkt hang det hele sammen. Livsstil og ideologi. Han er eksponent for en hedonistisk-kapitalistisk livsnydelse. Det, han sælger, passer med den, han er. Han er nærmest et wagnersk ’gesamtkunstwerk’. Et totalværk. Der bliver spillet på alt«.
Et overset frihedsbegreb
Det, der har fascineret Christoffer Boe ved de to mænd, han og hans filmhold portrætterer i ’Spies og Glistrup’, er, at de begge er over stregen, dygtige grænsende til det geniale, og at de repræsenterede en frihedsbevægelse, som er anderledes end den, man ellers forbinder med tiden omkring 1970’erne.
»Det plejer at være hippierne, peace, love and harmony, nej til atomkraft og fredsbevægelser, vi tænker på – ikke to midaldrende gutter, der er kapitalister, som gerne vil tjene penge. Men de repræsenterer også hver sit frihedsbegreb. Glistrup prøver at underminere staten ved at opfinde et system, hvor danskerne ikke skulle betale skat, og Spies jagter nydelsen, som han giver hundredtusindvis af danskerne en smag af ved at sende dem ned til syden«.
Og de to mænd kom virkelig ud med deres budskaber, som opstod i en tid med mange forandringer i forholdet mellem individ og stat, mener Christoffer Boe.
»Det var ikke kun to gutter, der sad og nørdede i et øvelokale stillet til rådighed af kommunen. De kommer på hver deres måde til at stå for en folkelig bevægelse. Det var på et tidspunkt, hvor der var en masse brydninger. Loven om statsstøttet kunst vedtages, velfærdsstaten vokser, rollen mellem individ og samfund redefineres, pornoen frigives, en masse normer falder. Vi har prøvet at gå tilbage og se, hvordan de to personer bliver eksponenter for en frihedstrang, som eftertiden ellers ikke har talt så meget om«, siger han.
Elsket trods mørke sider
Det har været vigtigt for Christoffer Boe også at vise den ufortalte side af Simon Spies, hans kynisme og hans udnyttelse af mennesker. Hvor han fra starten er omgivet af unge kvinder, der griner og er lystne, har filmen også en scene, hvor Spies køber sig til sex med en medarbejders knap 15-årige datter.
»I en film, der handler om to mennesker, som har levet et helt liv, hvor vi kun fokuserer på syv år, skal man virkelig kondensere. Vi har kogt ned til en meget koncentreret scene, hvor det, der på et tidspunkt var charmefyldt og en leg, pludselig bliver til noget, der ligner et overgreb. Det har været vigtigt, fordi så snart man dykker ned i Spies’ historie, vælter ligene ud over sengekanten så at sige«.
Men danskerne elskede alligevel Spies, købte hans rejser og grinede ad hans offentlige optræden. Også selv om det kom frem, at han tidligere var medlem at det danske naziparti.
Ønsker Christoffer Boe at give danskerne en opsang? Kunne Simon Spies købe sig til danskernes velvillighed?
»Man skal altid være meget opmærksom på de idoler, man dyrker. Spies er blevet omtalt som idolet for småborgeren, som ønskede sig at blive til Spies, hvis de vandt i lotto. Der er ingen tvivl om, at Spies illuderede det gode liv. ’Har I penge, kan I gøre ligesom mig’. Og pengetanken blev ved med at vokse, og han havde en kæk bemærkning til det sidste. På den måde repræsenterer han for mange noget attråværdigt, og hvis man gør det, ser folk måske nemmere gennem fingre med omkostningerne«, siger Christoffer Boe.
Dømt til at mislykkedes
Anderledes forholdt det sig med filmens anden hovedperson, Simon Spies’ nære ven Mogens Glistrup, som de færreste mennesker har tilstræbt at ligne.
Men efter Christoffer Boes mening var hans projekt om at afskaffe indkomstskatten og nedlægge staten dømt til at fejle.
»Alle anarkistiske antistatslige projekter er mislykkedes. Vestlige europæiske stater har kun en eneste kurve: De bliver større. Der kommer flere love og flere skatter. På den måde er Glistrups projekt en eklatant fiasko. Men et projekt skal jo ikke kun vurderes ud fra, om det bliver realiseret. Der findes smukke fiaskoer fordi de efterfølgende sætter andre processer i gang, og den ambition, de indeholder, kan være fascinerende og prisværdig. Derfor synes jeg, at projektet med at omstyrte staten med en vis romantik kan beskrives som en smuk fiasko«.
»Problemet har så efterfølgende været, at politiske analytikere vil påstå, at han umuliggjorde netop de diskussioner, han ville påbegynde, fordi han var så ildeset. De andre politikere ville jo ikke associeres med hans politik. Dermed bliver han sin egen værste fjende. Det er ét synspunkt. Et andet kunne være: Tænk, hvis ingen havde taget kampen op mod staten – hvor ensrettet, konformt og betændt havde det ikke været«, siger Christoffer Boe, som mener, at Glistrup på den måde blev sin egen værste fjende«.
Glistrup tabte, da han vandt
»Men med sine to minutter på fjernsynet – de to minutter, der sætter Danmark på den anden ende, fordi han som ekspert på området kommer med en direkte opfordring til danskerne om ikke at betale skat – skaber han en kæmpe virak i det politiske liv. På Christiansborg mødes ministre med agendaen: ’Hvordan stopper vi kæften på den mand? Den sindssyge mand’«, siger Christoffer Boe og slår ud med armene:
»Halvandet år senere kommer han ind i Folketinget med 28 mandater«.
Men da Glistrup sejrede i jordskredsvalget i 1973, og i Christoffer Boes optik blev den ultimative vinder i dansk politik i 40 år, så smed han det hele væk på valgaftenen.
Da Glistrup bliver spurgt, hvad han vil bruge de mange mandater til, og hvem der skal være statsminister, svarer han, at der ikke skal være nogen, kun en minister for afvikling af offentlig virksomhed.
»Det mest provokerende politiske svar i nyere dansk historie. Samtidig opgiver han jo at spille det politiske spil. Så han taber, idet han har vundet. Det kommer ikke til at betyde noget. Han sætter sig uden for indflydelse trods sine mange mandater«, siger Christoffer Boe, som også er fascineret af, at Glistrup formåede at være en stor agitator i sit politiske liv, samtidig med at han var en kærlig, hengiven og jovial familiefar.
Folkelighed
Filmen kredser om venskabet imellem de to mænd, som både er fascinerende som figurer i samfundet, men også i deres indbyrdes forhold, mener Christoffer Boe.
»De kan være svære personer at komme ind på livet af. Den ene er besat af jagten på en hedonistisk lykke med stoffer, kvinder og fly, som får almindelige danskeres små fuldeture til at ligne børnefødselsdage, og den anden er så besat af sine ideer, at det grænser til fanatisme«.
»Men man forstår en venskabshistorie, fordi det er noget meget nært, noget med tillid og kærlighed til et andet menneske, som man synes forstår en. Og det venskab bliver sat på en prøve, når det stiller sig i vejen for egne ambitioner. Det er i venskabet, vi forhåbentlig får en menneskelig forståelse for, hvem de to vilde og offentlige personer var«, siger instruktøren, som både har ladt folkelighed og provokation følge med ind i filmens fortælleform, hvilket har gjort den meget forskellig fra hans tidligere film.
LÆS OGSÅ Spies og Glistrup bliver til 'Sex, stoffer og beskatning' i udlandet
»Vi lavede på et tidspunkt en manuskriptversion, som vi kunne sige, var ’rigtig’ i ånden af det, jeg har lavet før. Men hvor mange ville så se den? Eller måske nærmere: Hvem vil forstå den? Få!«.
I stedet stillede Christoffer Boe sig spørgsmålet om, hvordan filmens udtryk skulle passe til sine karakterer.
»De udtrykte sig jo ikke kryptisk eller indforstået. De var let tilgængelige. På en eller anden måde er filmen lavet i den ånd. Det fascinerende er ikke kun, at de er vilde, men at de er vilde og populære. Danskerne elsker dem på grund af deres vildhed. Det synes jeg krævede noget af fortælleformen. Den skulle være opstemt, overskudsagtig, forhåbentligt ekstremt underholdende – det var ambitionen«, siger han.
fortsæt med at læse
