Der er stort set ingen grænser for, hvor meget man må digte på bog eller film om virkelige personers liv.
Det siger juraprofessor Morten Rosenmeier, der er specialiseret i ophavsret.
»Man har ikke ophavsret til sig selv som man har til en sang eller bog«.
Kun hvis man tegner et decideret injurierende portræt, hvor man - usandt - skildrer den udvalgte person som kriminel eller for eksempel afslører kontroversielle seksuelle præferencer, kan det være problematisk.
»Men at komme med kritiske holdninger, kan man ikke skride ind over for«, siger Morten Rosenmeier.
LÆS ANMELDELSE 'Spies & Glistrup' kan ikke balancere biografi og bare patter
Aktuelt på film
Etikken er aktuel i forbindelse med ugens store premierefilm, 'Spies & Glistrup'. Den indledes med beskeden »baseret på virkelige begivenheder – og en del uvirkelige«.
Og netop de uvirkelige passager, der blandt andet skildrer, at de to hovedpersoners venskab led et brat sammenbrud, og at Glistrup blev kuet på sin svigerfars kontor, er decideret usande. Det har fået Mogens Glistrups søn Jørgen Glistrup til at lange ud efter filmen.
»Jeg synes, vi bør have en sober debat om, hvad blandt andet Nordisk Film, som distribuerer filmen, helt konkret gør for at tilsikre, at publikum ikke forlader biografen i den tro, at de nu ved mere om virkelighedens personer«, har han udtalt til Jyllands-Posten.
Mogens Glistrups søn kalder film om sin far for »ren digtning«Tydelig grænse ved reklamer
Han er i sin gode ret til at ønske en tydelig kommunikation om filmens grad af fiktion, men han kan ikke stille nogle retslige krav. Det er kun, når man bruger virkelige personer i reklamer, at der opstår et problem.
»For eksempel må man ikke finde en, der ligner Poul Thomsen og bruge ham i en reklame for hundefodder«, forklarer Morten Rosenmeier.
»Men fiktion, der skildrer et menneske, er der mig bekendt ikke faldet en eneste dom om i Norden«.
LÆS INTERVIEW Christoffer Boe: »Der ligger sgu et angreb på velfærdsstaten i Simon Spies' pik«
Dermed er der fortsat frit slag for landets instruktører, der igennem de senere år blandt andet har skildret Anders Fogh Rasmussen som homoseksuel (i Morten Hartz Kaplers' 'ARF'), P. S. Krøyer som livsfarlig ægtemand (Bille Augusts 'Marie Krøyer' og Dirch Passer som martret af, at folk kun ville se ham i muntre roller (i Martin P. Zandvliets 'Dirch').
fortsæt med at læse
