Set i tv er Politikens daglige tv-klumme. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. I dag skriver Henrik Palle om 'Last Man Standing' på Viaplay.
Den klassiske familiebaserede situationskomedie er under pres. Andre familieformer end kernemodellen vinder indpas og rokker ved det heteronormative paradigmes overherredømme, og dermed udhules også grundlaget for komik med udgangspunkt i brud på middelklasseidyllens konformitet. Men der er stadig nogle, der som Asterix og hans berømte gallere holder stand, og en af dem er ’Last Man Standing’ fra det konservative netværk Fox; de fire første sæsoner er netop blevet tilgængelige på Viaplay. Dog er det ikke helt traditionelt i ’I Love Lucy’-stilen, for løjerne handler i ganske udpræget grad om, hvordan rollerne og tankemønstrene fra Æbletærteamerika undermineres, og sæderne ændrer sig. Til glæde for nogle og skræk for andre.
Tim Allen – ham fra ’Ti tommelfingre'’– spiller hovedrollen som Mike Baxter, marketingchef og videoblogger i en forretningskæde, der sælger udstyr til udeliv – og i USA vil det også sige halvautomatiske våben og atombombesikrede bunkers. Han har tre døtre, en smuk og højtuddannet hustru, og hans republikanske verdensbillede udfordres af en vegansk, strikkende hippiesvigersøn, der nærmest viger tilbage for maskulin adfærd.
Så på papiret er skabelonen ret traditionel. Og kunne meget let sande til i tåbeligheder og fordomme. Og det sker da også af og til. Men for det meste er det faktisk ret sjovt, fordi Mike bringer sig selv i situationer, hvor hans oppustede machismo og forandringsangste syn på livet bringer ham på glatis i forhold til de smarte kvinder. Han er en dinosaur i sin egen verden, og han er ikke helt klar over det, hvilket borger for mange gode grin.
Samtidig er det også en tankevækkende fremstilling af en bestemt type mandlighed. For hvordan pokker kom det dertil, at det er i orden at være så meget i opposition til sine humanistisksindede omgivelser, og hvordan kan det være, at kunst, kultur, madlavning og selskabelighed med konversation og dannelse er blevet decideret antimaskulint.
Måske ligger der i studiet af det mandlige selvbillede i visse situationskomedier en dybere nøgle til forståelsen af Donald Trumps popularitet. For han vil jo formentlig også tage afstand fra balletforestillinger, parmiddage og andre former for mandligt samvær end gryntende, øldrikkende begejstring for diverse former for sport.
Og derfor er hovedpersonen også mere interessant end så mange andre. For er hans glimtvise menneskelighed påtaget? Man bringes i tvivl.
fortsæt med at læse
