Aldrig har jeg set noget som ’Bojack Horseman’. Ja, en tegnefilmserie har rørt mig dybt og helt langt inde, hvor »tanker spiller bold med ting, jeg ikke helt forstår«, som Rocazino sang.
Jeg vil altid elske og ære den alkoholiserede, deprimerede hest, der udnytter sin magt over kvinder seksuelt, og alt det, han har lært mig om selvhadets mange nuancer. Jeg identificerer mig varmt og flovt med den neurotiske, stræbsomme Diane, der aldrig forløser sit potentiale, og mit bryst udvider sig lige til venstre for midten ved tanken om den uknækkeligt livsglade narcissist Mister Peanutbutter og den arbejdsnarkomaniske kat Princess Carolyn, hvis patologiske robusthed er en spiddende kommentar til alt det, der burde møbleres om i samfundsindretningen, så mennesker (og kattepersoner m.fl.) ikke skulle kæmpe så hårdt for bare at måtte være her.
