Torsdag har spillefilmen om terrorangrebet i København i 2015 premiere. Men hvor længe bør man vente med at lave film om virkelige tragedier? Og hvordan påvirker fiktion vores erindring om historiske begivenheder?​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Er film om Krudttønden respektløs over for de efterladte? »Desværre. Det her tilhører ikke kun jer«

I 'Krudttønden' vil de pårørende til Finn Nørgaard, der spilles af Lars Brygmann, kunne se, hvordan han bliver dræbt, men selv om det vil være smerteligt, tilhører hans død ikke kun dem, siger lektor emeritus Peter Schepelern. Foto: SF Studios
I 'Krudttønden' vil de pårørende til Finn Nørgaard, der spilles af Lars Brygmann, kunne se, hvordan han bliver dræbt, men selv om det vil være smerteligt, tilhører hans død ikke kun dem, siger lektor emeritus Peter Schepelern. Foto: SF Studios
Lyt til artiklen

Når Ole Christian Madsens spillefilm ’Krudttønden’ på torsdag har biografpremiere, vil danskerne kunne se, hvordan filmmanden Finn Nørgaard og synagogevagten Dan Uzan – i skikkelse af skuespillere – blev skudt og dræbt på gaden. Ligesom de vil se og høre, hvordan en fiktiv betjent ved navn Rico fra aktionstyrken døjer med sin slidte fysik og forholdet til sin ekskone og næste morgen står over gerningsmanden, da denne ligger på fortovet og forbløder.

»Undervejs fik jeg sådan en skamfølelse, en irrationel følelse af, at jeg snyltede ved at forbruge andre menneskers tragedie«, sagde instruktøren selv i et interview i Politiken lørdag, men tilføjede, at han synes, det er vigtigt for vores forståelse af tragedien, at vi får mulighed for at opleve den i øjenhøjde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her