Når Ole Christian Madsens spillefilm ’Krudttønden’ på torsdag har biografpremiere, vil danskerne kunne se, hvordan filmmanden Finn Nørgaard og synagogevagten Dan Uzan – i skikkelse af skuespillere – blev skudt og dræbt på gaden. Ligesom de vil se og høre, hvordan en fiktiv betjent ved navn Rico fra aktionstyrken døjer med sin slidte fysik og forholdet til sin ekskone og næste morgen står over gerningsmanden, da denne ligger på fortovet og forbløder.
»Undervejs fik jeg sådan en skamfølelse, en irrationel følelse af, at jeg snyltede ved at forbruge andre menneskers tragedie«, sagde instruktøren selv i et interview i Politiken lørdag, men tilføjede, at han synes, det er vigtigt for vores forståelse af tragedien, at vi får mulighed for at opleve den i øjenhøjde.
Men hvilken ret har vi andre til i biografens bløde mørke at dvæle ved sekunder, hvor deres liv sluttede, og en livslang sorg hos deres nærmeste tog sin begyndelse? Og hvor længe skal man i givet fald vente?
»Det kan i en vis forstand kun en blanding af billetsalget og anmeldernes modtagelse af filmen fortælle os«, siger lektor emeritus i filmvidenskab Peter Schepelern.
»Der er selvfølgelig også en fornemmelse af respekt og ærbødighed over for noget forfærdeligt, som gør, at vi ikke synes, at vi straks kan lave en fiktionfilm om det. Jeg forstår godt, hvis nogle pårørende synes, at det går for hurtigt, men jeg mener også, at det er en naturlov, at de vil være utilfredse og føle, at deres store tab bliver gjort til noget, som vi andre får underholdning ud af, selv om det også giver os indblik i noget«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
