Det er mørke tider. Coronapandemien kaster sin skygge over os – og over alle de begivenheder, vi normalt ville have foretaget os lige nu. Biograferne er lukkede. Vi er forment adgang til filmkunstens tempel. Vi er afholdt fra at gøre det, der har været mediets store styrke siden filmens fødsel: at mødes, forsamles som borgere og se og begejstres, forfærdes og diskutere kunsten i fysisk fællesskab. Det ville vi gøre lige nu på CPH:DOX, hvis det ikke var for viruspandemien. I 2019, på sidste års CPH:DOX, deltog 114.400 fysisk i filmvisninger og debatter – i år vil det tal være nul.
Men ud af asken rejste sig en streamet filmfugl Føniks.
På få dage fik Danmarks bedste filmfestival vist, hvorfor den trods relativt lave budgetter hører til i verdenseliten, da den kort tid efter at have erklæret den omfattende, analoge begivenhed for død genopstod som digital festival.
CPH:DOX har været en af de vægtige grunde til, at dokumentargenren nyder så stor anerkendelse herhjemme – siden 2003 har det været cool at se dokumentarfilm, selv om det ofte er en mere anstrengende, krævende form end fiktionsfilmen, og der ofte er en alvor i fortællingerne.
Det er ikke kun i Danmark, at CPH:DOX har sat sit præg; den danske festival har sammen med en række markante danske produktionsselskaber været spydspidser i en international udvikling af dokumentargenren – mod det mere kunstneriske og med modet til at bedrive både magtkritik og eksistentielle spørgsmål med kantet dramaturgi og sanselig billedæstetik. Jeg tror på, at det har gjort verden til et bedre sted.
Ved at nægte at lægge sig ned og dø viser CPH:DOX igen gejsten til at gøre det umulige. Og hvis man skal tage den optimistiske hat på, kan man i stedet for at græde ved ruinerne af de lukkede biograftempler sige, at festivalen har åbnet sig mod verden. I hvert fald er teknikken nu testet i en undtagelsestilstand, så man næste år må kunne lave en udvalgt del af festivalen tilgængelig online, så Jylland og Fyn i højere grad kan deltage. Og så børnefamilier og ældre har en bedre mulighed.
Publikumstallene er endnu ikke offentliggjort, men mon ikke, det har været svært at genvinde det tabte – økonomisk set. En billet til 45 kroner betalt for streaming hjemme i stuen er halv pris, og med mulighed for flere foran skærmen er tabet i indkomst angiveligt betragteligt. Der kommer et efterspil, en udmattelse efter denne anstrengelse, og jeg håber inderligt, at CPH:DOX kommer stærkere – eller støttes stærkere – ud af det.
CPH:DOX Award med DK tekst
Dansk dokumentar er stor filmkunst
Dagbladet Politiken gør i år sit. Vi har indstiftet en ny pris for at hylde og støtte det danske dokumentarmiljø. Ti danskproducerede værker var nomineret til POLITIKEN:DANISH:DOX. Juryen er Politikens FILM&TV-redaktion – og med hæderen følger 50.000 kr. sponsoreret af Politiken-Fonden. Årets vindere er Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga for deres ’Songs of Repression’ produceret af Final Cut for Real.
’Songs of Repression’ har alt det, vi ønsker at se i en dokumentarfilm. Instruktørerne Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga fortæller om tidligere tysk koloni i Chile, hvor der i mere end 40 år foregik de værste grusomheder. Kolonien er nu fortid, men cirka 120 mennesker er blevet boende i byen, der nu fremstår som en blanding af en sekt rebrandet som bizar museumsby og et plejehjem, hvor bødler og ofre lever videre sammen.
Estephan Wagner og Marianne Hougen-Moraga behandler et stærkt emne om menneskelig ondskab. Og de gør det med stor tillid til historien: De ikke sit materiale, sine medvirkende, men følger dem med sagte interviews og subtile billeder – og får derved materialet til at synge som stor filmkunst om den menneskelige tilstand.
’Songs’ of Repression’ er ikke bare den bedste danske dokumentarfilm på årets festival. Hovedprisen på CPH:DOX, den internationale Dox:Award, går også til filmen, der er produceret af Signe Byrge Sørensen og Heidi Elise Christensen.
fortsæt med at læse
