Selvironi er unægteligt ikke det, der præger klimadebatten mest. Selvironi er der til gengæld heldigvis masser af i Erlend E. Mos klimadokumentarfilm ’Rejsen til Utopia’, uden at alvoren af den grund går tabt. Snarere tværtimod.
I filmen, hvor den norske filminstruktør har valgt at vende kameraet imod sig selv og sin familie, bliver klimakrisens udfordringer udsat for et virkelighedstjek, der må give stof til eftertanke i enhver klimabevidst familie.
For let er det jo ikke, hvis man for alvor skal lade handling give forvandling hinsides den daglige affaldssortering, kampen med samvittigheden foran supermarkedets kølemontre og den lille farvestrålende nål med FN’s verdensmål lysende fra kravetøjet.
Meget af filmens humor udspringer af en rollefordeling kønnene imellem, som i hvert fald jeg med en slet skjult kluklatter må nikke genkendende til.
Han ligger søvnløs om natten og bekymrer sig om klimaet (og sikkert også alt muligt andet), men har svært ved for alvor at handle, fordi hans egne følelser og det store billede er helt filtret ind i hinanden. Han er bedst til at være pessimist og lave film om det.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
