I Kina bliver ’hende pigen’ fejret for at have vundet en Oskar for sin film ’Nonameland’.
Det lyder som et alternativt univers – men det er det ikke. Den kinesiske befolkning bliver nemlig censureret, så de ikke kan skrive om Chloé Zhao og hendes oscarsejr for sin film ’Nomadland’.
Man kunne ellers forstille sig, at det ville blive mødt med jubel og fanfare i Kina, at årets store oscarvinder var af kinesisk afstamning.
Men da den kinesisk-fødte instruktør Chloé Zhao søndag vandt to priser til oscaruddelingen for filmen ’Nomadland’ i kategorierne bedste instruktør og bedste film, var der ikke meget fest i hendes fødeland.
I stedet har den kinesiske regering censureret diskussioner og opslag på sociale medier om Chloé Zhaos sejr, og nyhedsmedierne, som er styret af den kinesiske regering, har ikke nævnt noget om oscaruddelingen og slet ikke Chloé Zhao, skriver New York Times.
Der er umiddelbart ikke nogen forklaring på, hvorfor Chloé Zhao, som blev født i Beijing og flyttede til USA, da hun var 13, bliver censureret af den kinesiske regering, men hun har tidligere taget afstand fra sit ophav, og det kan være årsagen.
I 2013 sagde hun i et interview med det amerikanske filmmagasin Filmmaker, at Kina var »et sted, hvor der er løgne overalt«, hvilket gav en del efterdønninger i Kina.
Hung Huang, som er journalist i Beijing, fortæller til New York Times, at censuren også kan skyldes spændinger mellem USA og Kina.
»Alle burde fejre sejren – både amerikanerne og kineserne. Men spændingerne i USA-Kina-forholdet virker til at have løbet ned i kulturen, hvilket er ærgerligt«, siger Hung Huang.
Chloé Zhao er den første med kinesisk baggrund, der vinder oscarprisen for bedste instruktør og bedste film.
Men ’Nomadland’ er ikke i sit udseende særlig kinesisk – tværtimod. Filmen handler om de ældre amerikanere, der efter finanskrisen har måttet leve på vejene i varevogne eller autocampere som nomader, på vej fra det ene job til det andet. ’Nomadland’ stod til at skulle blive vist i biografterne i Kina, men det kommer ikke til at ske i nær fremtid, skriver New York Times.
Fejringen af ’hende pigen’
Censuren betyder, at hvis en bruger søger på f.eks »Chloé Zhao vinder for Oscar for bedste instruktør« på Weibo (det kinesiske svar på Twitter), så lyder svaret: »Ifølge relevante love, regler og politikker findes siden ikke« og ingen resultater dukker op, skriver New York Times, som har snakket med flere kinesiske kilder.
Mange opslag på Weibo, WeChat og andre sociale medier i Kina er blevet slettet, da de indeholdt historien om instruktøren.
Men det fik fans på sociale medier til at omgå censuren. De bruger tricks som at skrive hendes initialer ’zt’ for instruktørens kinesiske navn ’Zhou Ting’, skrive filmen og hendes navn bagfra, skrive udråbstegn mellem hvert kinesisk bogstav, vende billeder af tekst på hovedet og endda opfinde nye ord.
Alt sammen for, at ingen computeralgoritme kan opfange, at de i virkeligheden skriver om Chloé Zhao og hendes oscartriumf.
Selv ordet ’oscar’ kan ikke bruges længere, så nu bliver der brugt ’oskar’ i stedet - og filmen bliver ikke kaldt ’Nomadland’ men f.eks ’Nonameland’.
»Jeg var nødt til at tage skærmbilleder, vende det om, oversætte det og ændre det fonetisk bare for at lave et opslag med vinderne. Det er ikke pinligt at vinde en pris, det er kun pinligt at vinde en pris, hvis man ikke må fejre det«, skriver en kinesisk filmblogger, ifølge Variety.
Ifølge Variety er det mest normale pseudonym for instruktøren ’hende pigen’ – så nu fejrer utallige kinesere på Weibo ’hende pigen’ for hendes film ’Nonameland’.
fortsæt med at læse



























