Vold. Det er det, som det 94. oscarshow primært vil blive husket for. Filmen ’Dune’ sejrede i de tekniske kategorier, og ’Coda’ blev aftenens store vinder med priser for bedste film, bedste filmatisering og bedste mandlige birolle. Men mest af alt blev det en aften, hvor et stort potentiale for fremskridt blev vekslet til tilbageskridt.
Da Chris Rock gik på scenen for at præsentere prisen for bedste dokumentarfilm, valgte han at bidrage med lidt fra sin egen metier, grov standup, og kommenterede på Jada Pinkett Smiths kronragede isse.



























