Når voksne - skilsmisseforældre eller forsorgs- og skolemyndigheder - kæmper om ansvaret for børn, kan det undertiden se ud, som om der er vældig rift om at tage sig af de mindste.
Over for den vildfarelse er ’The Weight of Elephants’ et nyttigt og rystende realitetschok: historien om børn, der føler sig overflødige, i vejen, forladte, totalt ensomme.
Ét barn især: den 11-årige Adrian, som er i billedet næsten hele filmen igennem, hjerteskærende nøgent spillet af barnedebutanten Demos Murphy.
LÆS OGSÅ Cannes sender dansk prisvinder til Paris
Filmen åbner med en ydmygelse: En modvillig lusebehandling med shampoo og tættekam afløses resolut af elektrisk karseklipning.
»Men så kan folk jo se, jeg har haft lus!«, protesterer Adrian, men hans mormor gør kort proces. Hos hende skal drengen bo, fordi hans mor er ude af stand til at tage sig af ham.
Deres halvmørke, lidt nedslidte hus ligger i et forkomment ingenmandsland i det sydligste New Zealand, nær instruktørens hjemegn. Hverken land eller by, ligesom Adrian hverken har en familie eller er helt uden.
Foruden sit arbejde og Adrian skal mormoren passe en hjemmeboende voksen søn – bror til Adrians fraværende mor og lige så neurotisk, som vi gætter på, at hun er – og trods den trætte minimumsudgave af omsorg er mormoren hverken afstumpet eller ’ond’, hun magter bare ikke at finde et overskud i sådan en hverdag.
Da Adrians onkel bliver dårligere, må også han sendes væk, til drengens fortvivlelse: »Hvorfor forlader alle mig?«.
LÆS INTERVIEW
Zentropa-familien har fået et nyt lovende medlemBenhård tilværelse
Men har den ensomme knægt da ikke jævnaldrende selskab?
Næsten ikke, for ’fællesskabet’ af drenge i klassen er en benhård hakkeorden af små machomænd, der holder den luseklippede ’monkey boy’ ude, indtil han uventet bliver midtpunkt og helt – men kun ved selv at mobbe en af klassens endnu ringere stillede, en personlighedsforstyrret pige!
Nu får han kortvarigt lov at være med i drengenes rå fritidslege. De hærger skrottede biler og sprænger – med håndfast symbolik – en bunke sovebamser i luften, som brændte de broerne til deres egen mere følsomme fortid.
På kvarterets forladte og tilgroede legeplads fanger Adrian en vild kanin – dirrende blød og udsat, som han selv. Men det er farligt at prøve at bryde ensomheden ved at vise denne skat frem over for de destruktive skolekammerater.
Men også en anden jævnaldrende – pigen Nicole, der er flyttet ind i et nabohus med sin far, sin døende mor og sin lillesøster – prøver at få kaninen fra ham.
Nicole er nemlig lige så fortvivlet som Adrian, men tackler det med tillukkethed og ved at udfordre skæbnen med farlige lege for at hærde sig mod tilværelsen og især morens forestående død.
Mellem Nicole og Adrian opstår der et skrøbeligt forbund, henvist til hinanden som de er i dette ingenmandsland. Men kan han stole på hende?
Følsom portrætrealisme
Dele af filmens miljø og bipersoner forekommer lidt skitseagtige, såsom årsagerne til morens fravær (for ikke at tale om farens, som netop slet ikke nævnes) og til onklens sygdom.
En kvindelig klasselærer og den skolekammerat, Adrian prøver at blive ven med, må have fyldt mere i manus end her.
Nogle tv-klip om eftersøgning af savnede børn forbliver uopklarede, bare ekkorum om børns usynliggørelse.
Men det er spillet mellem de to børn, der gør ’The Weight of Elephants’ til noget særligt, og dér giver filmen sig tid.
LÆS OGSÅ Sløret løftes for CPH PIX: Festivalboss lover masser af små filmperler
Det er virkelig en tung barndomsbyrde, der hviler mellem Nicoles mutte sammenbidthed og Adrians fortvivlede sårbarhed – med Nicoles lillesøster som tredje hjul på vognen, evindeligt indladende som en tredje og med tiden nok lige så farlig psykisk reaktion på forladtheden.
Den newzealandske, men dansk Super 16-uddannede instruktør Daniel Borgmans spillefilmdebut føjer sig til både litteraturens og filmhistoriens lange række af overflødige, forladte børn, næsten usynlige i udkanten af forkomne eller forråede voksnes synsfelt.
Borgmans følsomme portrætrealisme og Demos Murphys sårbare ansigt, der får en til at mindes klassikere som Ken Loachs ’Kes’ fra 1969 eller Hallströms ’Mit liv som hund’ fra 1985, er kombineret med en særlig, tøvende poesi, også i Sophia Olssons kamera- og Molly Malene Steensgaards klippearbejde.
LÆS
Stor pris: Giv dine hjerter til 10 film på CPH PIXfortsæt med at læse
