'Sønnen' er ikke en dogmefilm, men er reelt mere dogmatisk end flertallet af de film, der er blevet blåstemplet af Dogme 95. De belgiske Dardennebrødre opfylder i ekstrem grad ambitionen om at skabe naturtro mennesker på lærredet. En figur véd, hvad den ifølge manuskriptet skal foretage sig i næste øjeblik. Et rigtigt menneske er sjældent helt på det rene med, hvad det vil foretage sig. At skabe en naturtro kopi af dén form for menneskerealisme, er, hvad Dardennebrødrene præsterer i 'Sønnen'. Det håndholdte kamera følger tæt i hælene på Olivier (der som skuespiller har efternavnet Gourmet og i fjor vandt Palmen i Cannes for sin præstation). Olivier arbejder som sløjdlærer på en brugsskole for vanskelige unge. En ny knægt er dukket op. Han vil gerne i lære som tømrer. Olivier afviser ansøgningen, men kredser om knægten. Udspionerer ham på afstand. Drengen er åbenbart vigtig for Olivier. Er det en søn, han aldrig har kendt? I det første kvarter af filmen er kameraet ikke andet end et udtryk for uroen og anspændtheden i Olivier, da han i stadig snævrere cirkler kredser om den afgørende dreng. Men den fåmælte Francis er ikke Oliviers søn. Han har tværtimod, viser det sig, spillet en dyster rolle i sløjdlærerens søns liv. Uden at give sig til kende, vinder Olivier drengens tillid. Den følelsesmæssigt understimulerede dreng er mere end parat til at lægge sit liv i hænderne på den for ham ukendte voksne mand med de kompetente tømrerhænder. »Hvad er du ude på!?«, næsten skriger Oliviers ekskone, da hun opdager, at Olivier har knyttet en kontakt til sønnens nemesis. Hvad er han ude på? Man tror Olivier, da han svarer hende, at det ved han ikke. Han ved det ikke fra det ene øjeblik til det næste. Måske vil drengen uden at vide det i næste øjeblik besegle sin skæbne med et ord eller et ansigtsudtryk. Kameraet følger slavisk Olivier i hælene. Hans ansigt udtrykker ikke mange følelser bag de tykke briller, der forstørrer uden at forklare. Ord er han ikke god til. Han kan ikke engang rigtig forklare, hvorfor han har opgivet det lukrative arbejde i broderens tømmerhandel til fordel for arbejdet med vanskelige unge mænd. Det er et komprimeret drama, der udspilles næsten uden ord og uden nogen form for ydre dramatisk iscenesættelse eller musikledsagelse for den sags skyld. Spændingen er spændingen i Oliviers krop og sjæl. Hvad vil han gøre? Er hans moralske tømmer hård fyr fra Carolina eller blød fyr fra Oregon? Det er en højst usædvanlig pinebænk, Dardennebrødrene har snedkereret på deres filmiske høvlebænk. Spændingen er kogt ind til et helt fundamentalt dilemma, der både er foranderligt og tidløst. Foranderligt, fordi Oliviers skiftende overvejelser forbliver ubekendte faktorer. Tidløst, fordi tilgivelsen altid er en mulighed. Ikke mindst i en fortælling om faderen og 'Sønnen' placeret i et snedkerværksted blandt tyve og mordere. 'Sønnen' er både usminket socialrealisme og en lignelse. Næsten uden en eneste ydre kunstnerisk gestus et fortættet værk. Til tider næsten stillestående, men ikke desto mindre én eneste dramatisk bevægelse fra start til slut. Belgisk socialrealisme. Det er lige så trist at se på, som man skulle tro. Men også uendelig meget mere spændende, end det lyder.