Med rank ryg og ordene »Jeg finder selv ud« udvandrer Sara som ufrivilligt fri kvinde fra mødet hos skilsmisseadvokaten. På Bambivaklende ben og høje hæle går hun direkte hen og brækker sig i en skraldespand. Og får - SMAK! - skraldespandens låg lige i nakken. Scenen er et klart signal. Der sker måske nok alvorlige ting på Morten Arnfreds 'Lykkevej', men den afvæbnende humor er aldrig længere væk, end man i næste sekund kan få den lige i nakken. Historien om den beskyttede og hjælpeløse overklassefrue, der bliver kastet hovedkulds ud i det virkelige liv, da hendes mand finder en yngre model, synes i begyndelsen at skulle lægge op til et dramatisk portræt af en kvinde i krise. Men Morten Arnfreds ærinde viser sig at være af mere gemytlig karakter. For kontrastens skyld må Sara forlade sit naturlige habitat ved Strandvejen og flytte til 'Lykkevej' ved Vigerslevs Allé. Et lille stykke Ærkedanmark, hvor hverdagens socialrealisme helt af sig selv får et kraftigt skær af folkekomedie. Sara og hendes nabo Robert har hver især sit at slås med. Sara er blevet brat skilt, og Robert har mistet sin kone. Men ellers fortæller Arnfred med godmodig giftighed om en villavej befolket af ganske almindelige danskere, der selv må opfinde deres problemer, eller gå til salsa, hvis de vil have krydderi på tilværelsen. 'Lykkevej' handler typisk nok for Arnfred om menneskers mulighed for at tage hånd om deres egen skæbne. Men med ironisk adresse til sine landsmænd handler filmen om 'Lykkevej' i Lykkeland også om at kunne dy sig, når man af bar kedsomhed får lyst til at vende op og ned på sit liv. Med rollen som Sara får birollernes ukronede dronning, Birthe Neumann, omsider den store hovedrolle. Den sikkert underspillende comedienne griber med selvfølgelig sikkerhed chancen for at spille hovedrollen i en udviklingshistorie. Med sin meddigtende mimik og sin slagfærdigt timede replikkunst føjer Neumann endnu en stor præstation til mange. 'Lykkevej' anslår en varm tone med dansk tradition i ryggen. Ikke mindst på den baggrund er det klogt, at filmen ikke overrender de populære skuespillere fra Dr. Dante-generationen. Især er det godt at se Ditte Gråbøl som den frustrerede og dominerende genbo Sus, der sukker efter alt det spanske og sensuelle, der ikke ligger lige for ved Vigerslev Allé. Asger Reher er hendes hårdt prøvede og - næsten - endeløst tålmodige mand Bo, og sammen med den halvvoksne søn Tim (Jakob Slot Pedersen) udgør de et af de sidste mange års mest morsomme portrætter af den lille danske kernefamilie. Der er nok at grine og græde ad for menneskene på 'Lykkevej'. Den selvbestaltede villavejspave Holger (Niels Olsen) fører krig mod taxachaufføren Robert. Robert roder og Robert sørger, og ingen af delene ser man på med milde øjne i de danske hygge- og havelandskaber. Men Sara bliver tiltrukket af den på én gang tillukkede og djærve Robert. Spillet af Jesper Lohmann på kanten til det firkantede, men i længden overbevisende nok. En skæbne, Lohmann deler med filmen som helhed. Det meste af tiden lykkes det for Arnfreds hverdagskomedie at finde en komfortabel balance mellem soap og seriøsitet. I sine sikkert tegnede nutidsportrætter af disse elskelige og mindre elskelige gennemsnitsdanskere er Arnfred på hjemmebane. Usikkerheden sniger sig ind, når der enkelte steder skal skæves lidt for meget til succesopskriften 'Den eneste ene'. Samt når Arnfred flere gange undervejs vælger at skære symbolske scener ud i temmelig grov karton. På et tidspunkt vokser tingene over hovedet på Sara. Men Birthe Neumann er så dygtig en skuespillerinde, at det er helt unødvendigt, at hendes sammenbrud til overflod skal illustreres af en sikring, der springer. Der ryger en sikring på 'Lykkevej' i ny og næ, men som helhed må filmen betragtes som noget af et folkeligt og personligt comeback for den Morten Arnfred, der ellers efterhånden var på vej til at være mest kendt som Lars von Triers personinstruktør.