En kat i favnen er bedre end en på taget, synes lille Zoé, for hun har reageret på sin fars traumatiserende død ved at blive stum – og dermed meget ensom.
Men hendes huskat Dino går sine egne veje om natten, nemlig som hjælper for Niko, en flink klatretyv fra nabolaget, som er Paris i 1950’erne.
Uheldigt måneskinsarbejde for netop denne kat, for opklaringen af de mange natlige indbrud står Zoés mor for. Hun er nemlig politibetjent, ligesom Zoés far var, indtil han blev dræbt af historiens skurk, gangsteren Victor Costa.
Kolossen fra Nairobi
Da denne bimlende besatte sociopat og hans underfrankerede håndlangere nu vil stjæle et afrikansk kunstværk, ’Kolossen fra Nairobi’, får Zoés mor derfor hænderne fulde. Tilmed viser hendes hushjælp/barnepige Pauline sig at stå i ledtog med gangsterne.
For et ædrueligt voksent blik er plottet ærlig talt for pjattet og usandsynligt, f.eks. med den bekvemt vilkårlige forskel på forbrydere: Mens gangsterchefen Costa trods sine komiske kvaliteter fortjener den værste straf, er indbrudstyven Niko uskadelig, ja, selvopofrende retlinet og temmelig sexet, når det kommer til stykket.
Logik er ikke eneste succeskriterium
Og det kommer det til efter en forvirret jagt gennem Zoo og over Paris’ berømte zinktage til en drabelig kamp om lille Zoés liv højt oppe mellem Nôtre Dames gargoyler og kimærer.
Nå, logik er jo ikke eneste succeskriterium for en animationsfilm, der virkelig vil noget andet end Disney/Pixar og DreamWorks.
Dansk tegnefilm er en succeshistorieMusikken anslår lige fra starten andre ambitioner: »I wished on the moon« swinger Billie Holidays stemme, mens kat og cat burglar lister sig af sted på tå forbi en nabos bjæffende lille tæppetisser af en hund – der bringes til tavshed af sin herres velrettede kast med en sutsko.
Et lyrisk-komisk ’ledemotiv’
Poesien i sådan en scene, en slags lyrisk-komisk ’ledemotiv’, understreges af den flotte tegnestil: Scenografi, figurdesign og farveholdning har lært mere af Matisse, Braque og Picasso end af Rodin eller Daumier, og ’kubismen superlight’ udfoldes med større konsekvens her end f.eks. Monet- og Gauguin-inspirationen i ’Mia og Migoo’, en tidligere tegnefilm fra de samme folk (og med lignende plotmæssige urimeligheder).
Filmens jazz og figur- og farveholdning minder mere om Fernando Truebas vidunderlige spanske jazztegnefilm for voksne om cubanerne ’Chico & Rita’ – som pariserkatten konkurrerede med om animationsfilmenes Oscar for 2011 (prisen gik til den amerikanske westernkamæleon ’Rango’).
Mer’ vil ha’ mer’
Skønt og tiltrængt med et børnefilminitiativ som Rabalder Bio til de tegnefilm, ofte fra Europa, som tør træde originalt uden for den tæt befærdede highway for børneunderholdning!
Men mer’ vil ha’ mer’: Når plot og karaktertegning som her bliver for pattet til de langt højere kunstneriske ambitioner, kalder det i grunden på et parallelt initiativ: et fast forum for de stadig flere voksentegnefilm med lige så originalt udtryk!
fortsæt med at læse
