De unge er ikke alene ved biografens billetluge.
Det har selv Hollywood opdaget, så vi har f.eks. set Dustin Hoffman møde Emma Thompson, da det var ’Sidste chance, Harvey’ (2008), og Diane Keaton og Jack Nicholson har også (’Når du mindst venter det’, 2003) sandet det gamle ord: Når der går ild i gamle huse, flammer lidenskaben rigtig godt.
Nu viser Meryl Streep og Tommy Lee Jones os den 'modsatte’ situation: Ilden er vist ved at gå helt ud i Kay og Arnolds ægteskab hinsides sølvbryllup og børnenes flytning hjemmefra. Den gamle konstruktion og bedøvende konventionelle rollefordeling kører endnu på rutinen, men knirker fælt, i hvert fald i hendes ører.
Sexterapi langt ude på landet
Faktisk er hun så ensom, at hun »tror, jeg ville være mindre ensom ved... at være alene«. Arnold kan ikke se noget problem, siger han – måske fordi han hver aften falder i søvn foran golf-programmet i tv. Hvorpå parterne sjokker til hver sit soveværelse. Farvelkysset på kinden ved morgenafskeden er højdepunktet af intimitet.
Men gudhjælpemig om ikke Kay så køber dem en uges parterapi langt ude på landet, Great Hope Springs hedder flækken, hvor ankomsten af terapeutens skiftende par er den ugentlige begivenhed for resten af befolkningen.
Hun vil »have sit ægteskab tilbage«. Terapi!? Arnold kan overhovedet ikke se behovet, men dr. Feld følger uberørt sin metode, der effektivt nedbryder beskyttende rutiner. Snart ligner hendes føjelighed og hans bryske afstumpethed snarere to uerkendte depressioner, gammeldags modnede, som der står på sildene.
Streep viser igen stor spændvidde
For slet ikke at tale om de solidt opbyggede hæmninger mod at røre ved hinanden – i den tro, at den anden nok ikke vil bryde sig om det!
Det festlige ved filmen er selvfølgelig måden, de stritter imod på - og at de netop er dem, de er: At Tommy Lee Jones er inkarnationen af studs afvisning som dække over social ubehjælpsomhed, er måske ikke ligefrem nyt, men sjældent så flot penduleret mellem uforskammethed og hjælpeløshed som her.
Og at Meryl Streep kan være denne Kay - ikke nogen intellektuel haj, men et vaskeægte elskværdigt menneske med en solid personlig integritet trods de mange års uundværlig tilpasningsvilje - det viser endnu engang stor kunstnerisk spændvidde hos et menneske, vi ellers kender fra stik modsatte kvinderoller som Karen Blixen, Margaret Thatcher eller den lige så højrøvede som højtlønnede modebladsredaktør i 'The Devil Wears Prada'.
LÆS OGSÅ
Streep og Jones går planken ud
I sidstnævnte film håndterede instruktør Frankel et mere broget plot og figurgalleri end her, for sandt at sige er historien udvendigt set gevaldig enkel. Hvor forudsigeligt komedier skal ende, har han ikke noget nyt bud på, og lydsporets sange skærer godt nok stemningsskift og pointer ud i pop.
Men han formår da - som den første instruktør, mig bekendt - at hindre Steve Carell i koket-bekymret selvfedme i rollen som terapeuten.
LÆS OGSÅ Storfavoritten Meryl Streep tuder over sin Oscar
Og frem for alt er det formentlig også hans fortjeneste, at Meryl Streep og Tommy Lee Jones – hun nu 63 og med knap så slanke arme som engang og han 66 med knap så meget hår som før osv. - har mod til at gå planken ud i denne søgen tilbage til fordums intimitet, eller rettere: en ny ditto.
Klamt, vil de helt unge nok mene; men de scener lyser indefra af en kejtet ømhed. Hvor flovt kunne de ikke være faldet ud med andre skuespillere.
Lykkes det? Er der et sexliv efter de tres? Se svaret før din fuldmodne ægtefælle!
fortsæt med at læse
