At kalde ’Nobels testamente’ for en thriller er lidt misvisende. Det ville kræve, at filmen var nervepirrende eller i det mindste spændende, og det er ’Nobels testamente’ knapt nok.
Settingen er ellers velvalgt fra Liza Marklunds side og fint sat i billeder af Peter Flinth: Stockholms årlige Nobelfest, som romanens og filmens heltinde, journalisten Annika Bengtzon (Malin Crépin), skal dække for sin tabloidavis.
Lige da hun tror, den socialt højtbelagte begivenhed er forbi, bliver en af aftenens prismodtagere beskudt, mens han danser med den kvindelige formand for Nobelpriskomiteen, som også bliver ramt.
LÆS OGSÅ Liza Marklund rider stadig på toppen af femikrimibølgen
Hullet
Alle går ud fra, at prismodtageren – en kontroversiel israelsk forsker i stamceller – var målet for attentatet, men kriminalreporteren Annika har en anden vurdering. Det eneste problem er, at hun har fået pålagt tavshedspligt af politiet, da hun er vidne i sagen. Det huer hende ikke, og snart finder hun sin egen måde at fortsætte sin efterforskning på.
I forhold til romanen er den historiske vidensformidling om Alfred Nobel, hans testamente og forskerverdenens hunger efter penge og anerkendelse barberet væk til fordel for det allermest sensationelle og sexede: gallafesten med kors, bånd, stjerner og lejemordersken, der flygter ud i den svenske skærgårdsnat.
Desværre er det så hullet eksekveret, at man må korse sig: Hvorfor lejemorderen ikke bare sniger sig ud, men partout skal skyde sig vej gennem sikkerhedsvagterne, er en gåde.
LÆS OGSÅ Svensk krimiforfatter: Jeg orker ikke at læse krimier
Ligesom det undrer, at Annika lader sit eneste vidne gå sin død i møde uden at nå at afgive forklaring. Det tjener et dramatisk mål, men det tjener ikke fortællingens troværdighed.
At filmen så i øvrigt er garneret med klicheer (den forsømte mand hjemme i samtalekøkkenet, de stakkels børn, som savner deres mor, etc.), gør ikke sagen bedre.
Romanen var ikke just fremragende, men filmen er endda værre.
fortsæt med at læse
