Når victoriatiden kan genskabes som humor- og actionspækkede nutidsfilm, hvorfor så ikke 1960’erne?

Omtrent sådan kan Guy Ritchie have tænkt, da han efter sine to kassesucceser med fri gendigtning af historier om ’Sherlock Holmes’ tog stilling til dette på papiret tvivlsomme projekt: en nutidig genoplivning af en – allerede dengang – temmelig kitschet amerikansk tv-serie fra den kolde krigs kulmination for et halvt århundrede siden.

Der er endda et link: U.N.C.L.E. står for United Network Command for Law and Enforcement, og organisationens oprindelige fjende var T.R.A.S.H., en forbryderisk organisation dannet efter, at professor Moriarty – Holmes’ dødsfjende – omkom ved Reichenbach-vandfaldet.

I hvert fald: Det er lykkedes – på samme måde som med de flyvende victorianske detektiver Robert Downey jr. og Jude Law som hhv. Holmes og dr. Watson.

Det vil sige: ved at bruge datidens kostumer, bilmodeller og øvrige stilikoner som indpakning omkring nutidens anderledes effektive, computerhjulpne actionstunts; og så ellers forlade sig på de medvirkendes charme og en selvironisk dialog, uden alt for dybtgående interesse for den faktiske koldkrigsangst og dens forudsætninger.

Her er et atomsprænghoved hverken mere eller mindre interessant end skurkinder og heltinders Mary Quant-modeller af lårkorte eller ankellange opartcreationer: bare en tidstypisk rekvisit, påskud for noget slagsmål og ikke mindst verbal udveksling af finter og spydigheder.

Fjantede James Bond

Det modvillige makkerpar, dengang som nu, er en amerikansk og en russisk spion, Napoleon Solo og Ilja Kuryakin. Den første smokingklædt og med en fortid som mestertyv, den anden med en mere plump charme i bodybuilderklassen. Især Henry Cavill (selveste Clark Kent i ’Man of Steel’) skaber en charmerende James Bond-værdig figur som Solo, betydelig mere sympatisk end Robert Vaughns glatte figur anno dazumal.

Armie Hammer (den fjogede Sorte Maske i ’The Lone Ranger’) har sværere ved at bryde igennem med sin generte udstråling, så det er faktisk svært at tro på tiltrækningen mellem ham og det skønne svenske stjerneskud Alicia Wikander (’En kongelig affære’ og biografaktuel i ’Testament of Youth’ og ’Underdog’), der jo helt bogstaveligt har ben i næsen og her også hemmeligheder bag facaden som en alt andet end viljeløs brik i de to spioners spil.

Gaby hedder hun, automekaniker i DDR, indtil Solo ’tvangsbefrier’ hende ud over Berlinmuren i filmens forrygende biljagtåbning, skarpt forfulgt af Kuryakin. Men de to agenter kommanderes derpå – af bl.a. Jared Harris (Moriarty i Holmes-filmene) som en skøn bølle af en FBI-chef – til samarbejde: Sammen med Gaby skal de infiltrere et kryptonazistisk italiensk firma, Vinciguerra, som har ansat hendes lægeonkel og fanget hendes fysikerfar, der besidder nøglen til atombomben.

Men onkler skal man ikke altid stole på og slet ikke, når sådan en er i nazisternes sold, her som villig torturbøddel for Vinciguerra-imperiets isdronning af en herskerinde, Elizabeth Debicki.

Det sidste kunne lyde som en spoiler, men ærlig talt: Mistanken er massiv, fra det øjeblik onkel Rudi dukker op med Sylvester Groths bundupålidelige fjæs og accent, helt i 1960’er-stilen for tyskere med mistænkelig fortid. Og desuden er det nu engang så som så med spændingen angående udfaldet i spionkomedier:

Vi ved jo, at de charmerende agenter skal redde verden i sidste øjeblik, fuldstændig som i datidens mere fjantede James Bond-film – og Ian Fleming var faktisk med i U.N.C.L.E.-tv-seriens konceptfase og fandt bl.a. på navnet Napoleon Solo. Men modsat Bond forbliver Solo og Ilja altså (foreløbig i hvert fald) i 1960’erne, og det er egentlig ganske befriende.

Wigrams spændingskolbøtte

Alligevel lykkes det Ritchie og manusforfatter Lionel Wigram (’Sherlock Holmes’ og tre Harry Potter-film) at skabe nogle overraskelser undervejs og sågar en lille spændingskolbøtte til allersidst, da opgaven ellers synes løst.

Stadig uden nogen form for dybtgående politisk interesse i koldkrigsvirkeligheden mobiliseres her igen modsætningen mellem russiske og vestlige interesser, de sidste også repræsenteret af en noget farveløs Hugh Grant som Waverly, den overordentlig britiske chef for U.N.C.L.E., der faktisk først med filmens slutning fremtræder som nyskabt organisation. Og de ellers så stridbare parter Solo, Kuryakin og Gaby dermed som en umage, men effektiv trio, parat til næste film.

For selv om U.N.C.L.E. med sit humoristiske og stilbevidste overskud ikke er andet end en kvik actionkomedie, er spionerne vist ikke kommet ind fra kulden bare for at forsvinde igen efter kun ét eventyr.