Med eftertænksomme blikke smager kokken Ben Reade på delikatesserne, kommer med nydelseslyde og fortæller i detaljer, hvordan termitdronninger med mango, fede lemmeløse myrelarver og andre insekter stimulerer smagsløgene.

Nærbillederne af de små hvide larver, de sprællende termitter og andre småkryb i munden på kokken og fødeforskeren Josh Evans er fascinerende klamme i de fleste europæeres øjne.

Og det ved den danske instruktør Andreas Johnsen. Drillende og friskt bruger han det klamme ved tanken om at have munden fuld af larver til at underholde og oplyse om spiselige insekter.

Især i begyndelsen af ’Bugs’ pirres vores ulyst til at lade larver og den slags glide rundt på tungen og ned i halsen, når Ben Reade og Josh Evans verbalt svælger i, hvor velsmagende insekterne er.

At de i udgangspunktet er taget på jordomrejse for at finde, tilberede og spise dem, skyldes, at insekter ifølge mange og også ifølge en FN-rapport fra 2013 i fremtiden bliver en nødvendig fødekilde, hvis Jordens hastigt voksende befolkning skal have en mulighed for at få dækket proteinbehovet.

Vores eventuelle kvalme og gys ved tanken om at spise biller – friterede eller ej – er selvfølgelig kulturelt betinget. Rundtomkring i Australien, Mexico, Kenya og Japan er insekter en naturlig og lækker del af fødesortimentet, og nogle steder i de lande er der mennesker med umistelig viden om insekters og planters gavnlige indflydelse på menneskekroppen.

I ’Bugs’ besøger Andreas Johnsen sammen med sine fødevareresearchere de forskellige lande for at lytte til folks viden og eksperimentere med dyrenes velsmag. Som antropologer på feltarbejde finder filmens medvirkende de kravlende og krybende lækkerier på marker og i skove og formidler samtidig historien om, hvorfor insekter er i søgelyset som fremtidens superfood.

Andreas Johnsen har en sjælden evne til at finde undergrundens fascinerende historier og gøre dem alment relevante. Han har gjort det før med sin anderledes Afrika-film ’Another Kind of Paradise’ (2011), med den popfænomenale ’Kidd Life’ (2012) og med bodilvinderen ’Ai Weiwei the Fake Case’, hvori han havde helt usædvanlig tæt og langvarig adgang til den kinesiske kunstner og aktivist.

Ligesom hans tidligere værker er ’Bugs’ både aktuel og overraskende, og så er den flottere filmet, spektakulært fascinerende og bredt internationalt appellerende.

I sidste halvdel af ’Bugs’ forandres tematikken. Kokken Ben Reade springer fra researchprojektet. Etikken i fremtidstanken om masseopdræt af insekter i fødevareindustrien bekymrer ham, og gradvis drejer ’Bugs’ mere og mere i retning af at sætte kritiske spørgsmålstegn ved bæredygtigheden i hele visionen.

Overgangen fra fascinationsberetning til kapitalisme- og miljøkritik er ikke turneret med stor elegance, og der tales pludselig med politiske versaler mod slutningen. Men den sommetider synlige snublen i dramaturgien er ikke ødelæggende for oplevelsen af det originale emne. ’Bugs’ er utvivlsomt en dokumentar, der vil få et stort publikum også uden for hjemlandet.