Filmen er i sort/hvid. Eller måske rettere gråkornet dis. Hver scene får lov til at spille til ende, før klippet markeres med et sort hul i handlingen. Dialogen i den tredelte fortælling er minimal og består mest af smalltalk, brokkeri og kæderygning af Chesterfields. Der står med andre ord 'stiløvelse' skrevet med store fede bogstaver hen over Jim Jarmuschs 'Stranger than Paradise' fra 1984. Filmen, der indbragte Jarmusch Camera d'Or for bedste debutfilm i Cannes, er ganske rigtigt en stiløvelse, men med sin underdrejede humor og sin aura af tidløs beat er den heldigvis også mere end det. Jazzmusikeren John Lurie fra kultgruppen Lounge Lizards spiller den ungarske indvandrer Bela Molnar, der har genopfundet sig selv som amerikanske Willie. I New York småhustler han til dagen og vejen sammen med makkeren Eddie (Richard Edson). En dag dukker Willies purunge ungarske kusine Eva (Eszter Balint) op. Hun er på vej til et nyt liv hos deres tante Lotte i Cleveland, Ohio. Evas bagage består ikke af meget andet end en kassettebåndoptager og et bånd med Screaming Jay Hawkins' manende 'I Put a Spell on You'. Den ungarske kusine minder med sin blotte tilstedeværelse Willie om alt det, han har lagt bag sig til fordel for friheden til at spille på heste og spise tv-dinners. Eva minder ham om eksilet og om emigrantens ankomst til drømmenes og desillusionernes Amerika. Irriteret behandler han Eva som en klods om benet. Men den naive Eddie kan godt lide Eva, og uden ligefrem at skilte med det bliver også Willie efterhånden helt glad for sin kusine. Så da et par overophedede pokerstole et år senere får Willie og Eddie til at tænke i retning af luftforandring, benytter de lejligheden og kører i en gammel øse igennem snedækkede, industrielle landskaber for at besøge kusine Eva i Cleveland. Men der er koldt og trist i Jarmuschs hjemstat, Ohio, og så sætter trioen kursen mod Florida. Staten hvor alt kan ske. Selv om vinteren. Jim Jarmusch debuterede 1980 med afgangsfilmen 'Permanent Vacation', men det var 'Stranger than Paradise', der introducerede den amerikanske outsider for et publikum, der blev større, da Jarmusch de følgende år lavede 'Down by Law' og 'Mystery Train'. 'Stranger than Paradise' står sig i dag som et destillat af Jarmuschs danderende realisme og som en stilren humoreske. Hvor cool en hvid mand kan blive? Så cool - for noget mere cool end en John Lurie med tyrolerhat og luft i buksebenene er det stadig svært at forestille sig. Gråt i gråt kan skam godt være en farverig oplevelse, når instruktøren hedder Jim Jarmusch.