Nå, Marco. Nu skal vi rigtig ind og blive forargede over, at du har hældt rød maling ud over et par isbjerge.
»Nej, du skal gå ind og tænke over miljø og klimaforhold. Det handler ikke om forargelse«.

Fint nok, Marco. Jeg ringer egentlig, fordi vi skal have gjort noget ved ham der ’Store Robert’. Han skal dulles lidt op på Evaristtimåden, du ved.
»Hvem er ham Robert?«

Den her enorme statue, kommunen vil rejse ved indsejlingen til København.
»Er det rigtigt? Det vidste jeg ikke. Er statuen ikke interessant nok?«

Nej, kunstnertyperne vil ikke vide af det store metalskrummel.
»Okay. Hvis de har behov for at give indhold til den her statue, som virker ret overfladisk, efter hvad du fortæller mig, så skal de ringe til mig. Jeg er vant til at give indhold til form«.

Skide godt, Marco. Hvad med at rejse ham i et fundament af salt, som havet så langsomt kan opløse. Det vil måske, måske ikke, få kolossen til at vælte ned over byen. På den måde vil værket være en kommentar til den frygt, der præger vores moderne samfund.
»Nej, det ville være en kopi. Twin Towers er faldet, så du er i gang med at gentage et kunstværk. Jeg ville ikke få den til at falde, men til at rejse sig som en fallos. Den skulle rejse sig mere, end en almindelig tissemand ville gøre i en lignende situation«.

Jamen, en faldende Store Robert ville måske ramme nogen i hovedet, og så ville du få dit navn på alverdens forsider?
»Man kan lave en masse andre ting for at få sit navn på forsiden«.

Så du indrømmer, at det vigtigste for dig er at få dit navn på forsiderne?
»Nej, på bagsiden. Ikke på forsiden. Bagsiden er mere interessant. Du skal huske på, at jeg er vokset op med den jødiske tradition, hvor man læser bagfra. Min kunst er samfundskritiske kommentarer og afspejlinger af det, der foregår i vores samfund«.

Åh, den samme gamle sang. Du siger, at du ikke vil efterligne nogen, men dengang du udstillede din egen lort, kopierede du jo bare Piero Manzonis lortedåser fra 1961. Du sked for sent, makker.
»Mit lort var ikke i en dåse, men afstøbt i guld. Jeg støbte mit lort i gips, fjernede lortet og fyldte formen med 24 karats guld. Mit var lort, og hans var lort, men derfor er det ikke det samme værk«.

Dengang kunne han måske provokere et stivnet borgerskab, men i dag er provokation jo en kliché.
»Ja, provokation i sig selv er ren kliché. Men jeg har aldrig haft til hensigt at provokere. Jeg konfronterer«.

Mener du virkelig, at kunstneren er sådan en, der står udenfor og afslører samfundets mekanismer for vi blindede trælle? Det er jo en helt forældet kunstneropfattelse fra romantikken. Du er håbløst gammeldags.
»Jeg er totalt gammeldags, for jeg er helt og aldeles en romantisk eksistentialist. Det er nødvendigt for mig at lave det, jeg laver. Og hvis det er nødvendigt for mig, tror jeg også, at det er nødvendigt for alle andre«.

Storm P. har engang sagt, at »Kunst er noget, man ikke ka’ – Kan man det, er det ingen kunst«.
»Kunst er en repræsentation af en virkelighed, som udtrykkes igennem en løgn. Men jeg prøver at gøre det modsatte og repræsentere virkeligheden med virkelige elementer som min egen sperm eller blod fra trafikofre. På den måde får de elementer en ny betydning«.

Hør nu her, Rasmus Modsat. Det er jo så skide nemt bare at gøre det modsatte af det etablerede.
»Måske, men jeg gør noget ved det, jeg synes er forkert ved systemet. Ingen andre siger en skid om det, så jeg vil bruge min kunst til at få folk til at revurdere værdierne i samfundet«.

Hvorfor siger du det ikke bare uden at kalde det kunst?
»Hvordan kan man gøre det? Kan du fortælle mig det?«

Du kan skrive et læserbrev til Politiken.
»Hvorfor gør du så ikke det?«

Øh, fordi ...
»Fordi du er ligeglad ligesom alle andre. Du ved udmærket, at min kunst er pisse god«.

Jeg ved bare, at du burde give et bud på, hvad du selv mener i stedet for altid bare at skide kongen i hovedet? Det flytter ikke et eneste komma i kongeriget.
»Okay. Mit bud er, at EU skal gå imod USA og fortælle dem, at de skal lade være med at være så primitive at henrette fanger. Problemet er bare, at jeg ikke får lov til at tale med Anders Fogh. Så jeg må udtrykke mig på min måde gennem kunst«.

Så du fortsætter altså med at lave alt dit lort?
»Helt bestemt. Jeg vil altid være det lille forstyrrelseselement, der er med til at afbalancere systemet. Dermed kan jeg måske være med til at bane vej for en ny balance, der er bedre«.

Ny Balance. Dit helt eget parti. Fremragende. Så slipper vi for din banalitetskunst.

»Aldrig«.