Børnene græder. Et pibedyr piber. Og girafferne æder fra træernes kroner. Vi er i vuggestuen på Carlsberg, hvor blikket kan tage på safari, hvis den institutionelle sjælesyge skulle ramme på grund af påtrængende laminat og linoleum. Det gør den nemt. Dette rum er ikke for børn. Mon ikke det var, hvad Hans Scherfig forstod, da han i 1949 malede sine oliemalerier til Børnedaghjemmet, som det hed, dengang de fleste arbejderbørn var kornblonde, og øl blev kørt med kusk væk fra området: Malerier kan noget. Og disse malerier er Scherfigs største. LÆS OGSÅPolitikenlæser fandt forsvundet Skagensmaleri Men snart viser halvmånen sin sabel, og det bliver tid til at ønske dem godnat. For medmindre Carlsberg eller en tilfældig Hans Scherfig-entusiast får lyst til at spendere mindst 350.000 kroner på at redde de to oliemalerier, vil de forsvinde med den planlagte nedrivning af bygningen. »Vi kan godt tage begge malerier ned i deres helhed. Og ville kunne bevare dem. Uden problemer«, siger Peder Bøllingtoft, leder af Konservatorskolens afdeling for monumentalkunst. »Men det er et spørgsmål om cool cash«. Pengene findes ikke Og det er Carlsbergs beslutning. På Carlsberg har man endnu ikke helt besluttet sig for, hvad man stiller op med malerierne, fortæller Carlsbergs arkivar, Ulla Nymand. Men man hælder til at lade bygningen rive ned med oliemalerierne på væggen. Et af argumenterne er, at det ene maleri, junglemotivet, i 1980’erne blev halveret, da man valgte at skabe passage mellem to rum.

»Men vi vil faktisk alle gerne bevare malerierne. Problemet er, at det koster meget mere at bevare dem, end de er værd. Umiddelbart findes pengene ikke«.Bevaringsværdigt Sådan er virkeligheden for dansk vægkunst. Generelt. Medmindre den bygning, som et givent vægmaleri befinder sig i, tilfældigvis er fredet, har ejeren hånd og halsret over kunsten. Kan eller vil ejeren ikke betale den sum, det koster at trække kunsten af væggen, bliver den pulveriseret med byggeaffaldet og kørt på lossepladsen.