Jeg har før skrevet om, hvordan grafik, snit og tryk er på vej tilbage i kunsten.
Den unge kunstner Ester Fleckner er et godt eksempel.
Hun arbejder med gode gammeldags træsnit, men hendes tematik er på ingen måde bedaget. Den omhandler kroppen, sproget og på den aktuelle udstilling det utidssvarende i de gamle stamtræsmodeller, som man måske snart må forkaste i et moderne samfund.
Spræl i den grå æstetik Første gang jeg stiftede bekendtskab med Fleckner, var på akademiets Afgang på Charlottenborg i sommer. Til afgangsudstillingen viste hun en række træsnit, som betog mig.
Træsnittene var udformet som siderne i en bog med en skrift i midten (som dog blot var en U-form) og en margin langs kanten.
Umiddelbart fremstod træsnittene lidt tarvelige; med halvt udviskede og overstregede sætninger, fejl og forskydninger. Værkets titel, ’Clit-dick Register’, afslørede dog noget af det spræl, som det lidt grå-i-grå æstetiske udtryk gemte på.
Kroppen er tilbage i ydmygt træsnit
Teksterne i kanten af margin – skrevet som var det noter til en bogs tekst – viste sig at være digte og sproglige udsagn om begær, smerte, kroppens ekstase og forbandelse.
Ester Fleckner brugte altså træsnittet – hvor kroppen er en integreret del af skabelsen – til at inkludere alle de fejl og forstyrrelser, som skabelsesprocessen havde afstedkommet.
Den følsomme, seksuelle, begærende, sårede krop har været ladt lidt ude i kulden i lang tid. Den har været for ladet med associationer til 1970’ernes feminisme, eller til 1960’ernes kropskunst. Men her var den altså tilbage – i et ydmygt træsnit.
Omdrejningspunktet er stamtræet
Udstillingen på det ydmyge c4 Projects viser helt nye arbejder af Fleckner.
Udstillingens omdrejningspunkt er, som nævnt, stamtræet. Det stamtræ, der følger en lineær historieskrivning og traditionel familielogik, er efterhånden ved at blive udfordret af en kultur og videnskab, der har skabt nye muligheder for køns- og familiedannelser.
Udstillingen består af cirka 10 nye tryk, der er skabt som abstraktion over nye stamtræsmodeller, nye systemer for familierelationer, som ikke engang er dannet endnu.
Som et forsøg på at sætte noget i system, der endnu ikke har et sprog eller en historie.
Helt nede i materien og rode
Fleckners praksis skriver sig samtidig ind i en større orientering på samtidskunstscenen, der handler om at dyrke materialer – det være sig tekstiler, papir, beton, gips, maling, ler, træ, snit og tryk, og hvor det traditionelle kunsthåndværk pludselig er blevet hipt. Det er, som om håndens arbejde igen er blevet nødvendig. Noget der endda tager lang tid, og som altså kan afstedkomme fejl og forskydninger i det stringente. Samtidig er det så langt fra det digitale, fra skærmen, fra det hurtige og flygtige, som det kan komme. Her er vi helt nede i materien og rode, og ingen tvivl om, at denne kunst har rod i en modstand mod vores hyperfleksible digitale realitet.
