Heltens tragiske død. Frants Henningsen: 'En helt fra 64' (1901). Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Deponeret.

Heltens tragiske død. Frants Henningsen: 'En helt fra 64' (1901). Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Deponeret.

Kunst

1864 i kunsten: Fra militære nederlag til kunstneriske sejre

Heller ikke for historiemalerne var 1864 nogen ønskeopgave. Alligevel resulterede krigen i mindst tre gode billeder. Her er de.

Kunst

I flere generationer kom sammenbruddet i 1864 til at stå som det store nationale traume for danskerne – eller det, der var tilbage af dem. Tyskerne og østrigerne i forening havde de ikke kunnet overvinde.

Men kunne de i det mindste ikke overvinde deres krigstraume? Og kunne malerkunsten ikke gøre noget for at rette op på den stærkt formindskede nations tungsind og mindreværd?

Det er ingen taknemmelig opgave for en historiemaler at skulle skildre en krig, der er endt i det store nederlag. Der var jo ingen oplagte motiver, som man havde oplevet det ved den første slesvigske krig cirka femten år tidligere.

Her var slagene endt med sejr, og den slags vil sejrherren altid gerne se foreviget som store detaljerede bataljemalerier i guldramme.

LÆS OGSÅ

Så gennem 1800-tallets sidste triste tredjedel var kunstnerne henvist til at finkæmme historien om krigens gang for trods alt at finde en eller anden inspiration til deres fag.

Noget afgørende havde ændret sig. Ved nederlaget i 1864 var det ikke længere muligt at bestille egentlige bataljemalerier. For der var ingen store bataljer at være stolt over. Det tvang bestillerne til at vælge en anden strategi.

De – og især kunstnerne – måtte lede efter de opløftende undtagelser i anden slesvigske krigs forløb. Eller de måtte vise, at selv et tragisk nederlag kan rumme sit element af heroisk storhed.

En frygtet oberst

Otto Bache: ’Oberst Max Müller ved Sankelmark Sø den 6.2. 1864’ (1887).

Et af de mest markante malerier, som nederlaget i 1864 stod fadder til, skyldtes maleren Otto Bache (1839-1927). Det blev dog først udført en snes år efter krigens afslutning og i en lidt anden anledning.

I 1884 døde brigadechef Max Müller, som havde gjort en bemærkelsesværdig indsats under de danske troppers tilbagetog fra Dannevirke og for en tid bremset de fremrykkende østrigere. Det gjorde han ved at befale den 7. brigade, som han var chef for, at rykke frem mod en fjende, der var langt større end hans egen deling.

Episoden, som gik over i den danske krigshistorie som Slaget ved Sankelmark, havde dog sine menneskelige omkostninger. Danskerne mistede langt flere officerer end østrigerne og næsten dobbelt så mange menige. Men det udelukkede ikke, at Müller samme år blev hædret med Kommandørkorset af 1. grad.

Müller var især god til det med bajonetter. I Tidsskrift for Krigsvæsen for 1865 opsummerede han sine erfaringer om infanteritaktik, og om hvordan en soldat bedst fægter med sin bajonet. Det må være derfor, at Bache har valgt at fylde forgrunden i sin portrætfremstilling med et helt palisadeværk af strittende bajonetter.

Bag dem sidder den høje, statelige oberst på sin hest, og man kan næsten se på hans soldater, at han ikke var til at spøge med. De marcherer, uden at blinke eller se til siderne. Max Müller var frygtet, og ikke kun af sine egne soldater. Talte man i hans påhør dårligt om ham eller danskernes indsats, fik man valget mellem pistol, kårde eller sabel – eller en undskyldning. Henningsen kendte ikke Müller og må til portrættet have brugt et ældre foto.

Bygger på virkelig hændelse

Niels Simonsen: ’Infanterister, der redder en kanon på tilbagetoget fra Dannevirke’ (1864-65).

Som en af den tids mest omrejsende danske kunstnere havde Niels Simonsen (1807-1885) særlig succes med sine billeder fra det fjerne Algeriet, motiver med arabere og lignende orientalske emner. Men han dyrkede også bataljemaleriet, og Treårskrigen – også kaldet den første slesvigske krig – gav ham gode bestillinger og smør på brødet.

Men det var først under den følgende krig, at han toppede som kunstner, bl.a. med ’Infanterister, der redder en kanon på tilbagetoget fra Dannevirke’, som i dag står som et ikon på det danske nederlag.

Det hele tager sig meget opstillet ud, dog på den heroiske måde. Men som historikeren Tom Buk-Swienty har gjort opmærksom på, bygger billedet på en virkelig begivenhed.

På tilbagetoget opdagede nogle danske soldater en feltkanon, som var faldet ned i en grøft. De syntes ikke, at tyskerne fortjente at få den, og da artilleriet ikke kunne transportere den, måtte fodfolket tage den på slæb.

Vores kilde er en dansk menig Jens Jacobsen fra 8. regiment 5. kompagni. Det er også ham, der har givet os den lille detalje om den syge kammerat, som er kommet op at køre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tidligere havde Niels Simonsen gjort sig fordelagtigt bemærket med et andet maleri af nogle, der har noget tungt på slæb, nemlig Thorvaldsens Kristus-statue, der bæres ind i Vor Frue Kirke.

Farver bruger en kunstner helst, når han vil gøre noget prægtigt og festligt. Men der var intet prægtigt eller festligt over den danske hærs nederlag. Så måske derfor har Niels Simonsen fremstillet sit motiv som grisaille-maleri, dvs. gråt i gråt.

Stemningen var dog ikke den eneste årsag til den sparsomme kolorit. Maleriet skulle også benyttes til grafisk reproduktion, ligesom Simonsens andet store maleri ’Træfningen fra Sankelmark’ fra 1865.

Heltens tragiske død

Frants Henningsen: ’En helt fra 64’ (1901).

1864 blev ved med at beskæftige danskerne. Det kunne umuligt være rigtigt, at vore soldater og generaler havde ydet en så ringe indsats.

I 1901 – 37 år efter freden – fik maleren Frants Henningsen (1850-1908) af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot bestilling på et maleri, der kunne vise, hvordan en 24-årig dansk soldat var faldet i kampen op mod en talstærk prøjsisk husarpatrulje, ikke fordi han blev overmandet og overvundet, men fordi han fejt blev skudt bagfra.

LÆS OGSÅ

En artikel i bladet Vort Forsvar havde i 1881 draget den danske dragon Niels Kjeldsen frem af glemslen og fremstillet ham som den unge helt, som en nation altid har brug for at vise frem.

Frants Henningsen fulgte artiklens fremstilling af begivenheden så godt, han kunne, og fik sit billede vist først på Charlottenborg og siden på Frederiksborg Slot.

Dér blev det hængende, indtil det blev fjernet i 1913, dog først efter en længere polemik. For i mellemtiden havde forfatteren Karl Larsen offentliggjort sin kritiske version af begivenheden, og hans arkivundersøgelser understøttede ikke den første og mest heroiske fremstilling af episoden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Larsen baserede sin version på fem samtidige beretninger og ti forklaringer, som stammede fra endnu levende øjenvidner. Militæret og nationalistiske kredse protesterede mod Larsens kildeforskning, mens Larsen til gengæld blev bakket op af en række historikere. Et udvalg blev nedsat, men det lykkedes ikke at finde et kompromis.

Først efter en bitter krig på ord blev Larsens version erklæret som vinder, og en ny fremstilling blev i 1931 bestilt hos maleren Rasmus Christiansen.

Christiansens billede er muligvis det historisk mest korrekte, men det er Henningsens, der er det mest effektive. I dag hænger det i Holstebro, i Jyske Dragonregiment.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce