Traumer er slet ikke det værste, man kan få som gave fra tilværelsen. Det vil sige: Hvis man vel at mærke laver kunst med sit eget liv som grundsubstans. Traumer kan være mange ting. Men de kan især være oplevelser, man har fået på et stadie under sin opvækst, hvor man ikke har været i stand til at bearbejde dem. Det bliver de så først langt senere, i takt med at de bliver sublimeret og forvandlet. Som kunst. Det var den franskfødte billedhugger og tegner Louise Bourgeois’ vilkår. Traumer I hele sit liv – lige indtil dette overordentlig lange livs allersidste år – tematiserede hun traumer, som rakte så langt tilbage i hendes tilværelse, at de under normale forhold burde have været enten glemt eller fortrængt. Det blev de ikke, tværtom. Det er baggrunden for hovedtemaet i ’Louise Bourgeois – Mother and Child’, som Gl. Strand har overtaget fra Nordiska Akvarellmuseet i Sverige. På flere måder er det en grum og frastødende udstilling, ikke specielt behagelig at vandre rundt i, skønt den hele vejen rundt viser en insisterende styrke.
LÆS OGSÅ Gl. Strand udstiller realistiske voksfigurer
Den trænger sig på, tager ikke hensyn til æstetiske vaner eller forventninger og slipper dig ikke, lige så lidt som Louise Bourgeois har kunnet slippe de traumatiske forestillinger, som hun trak med sig fra en alt andet end harmonisk barndom.
Misdannede skulpturer
Det var ud fra disse oplevelser, at hun igen og igen lod sine værker vokse frem, hvad enten værkerne blev udfoldet som misdannede skulpturer (hvoraf udstillingen rummer et par eksempler) eller som gouacher, malet med en farve så rød, som var det blod fra en menstruation eller en fødsel.
Det feministiske islæthos Louise Bourgeois er vigtigt, men ikke i dogmatisk forstand. Taler man om forudsætningerne for hendes kunst, kommer man ikke uden om at tale om hende selv. Den vigtigste person i hendes liv var hendes mor, har hun sagt.
Og det vigtigste, som hun oplevede i dette liv, var selv at blive mor. Det blev hun paradoksalt nok først efter at have accepteret, at hun ikke kunne få børn. Så i 1939 adopterede hun – og hendes daværende mand, kunsthistorikeren Robert Goldwater – en lille dreng. Men allerede året efter blev hun selv gravid – og igen året efter. Dødsfald blev en skillevej Selv overlevede Louise Bourgeois sin mor med noget, der rækker ud over et menneskeliv. 78 år for at være nøjagtig. Moderen døde i 1932. Louise Bourgeois i 2010. LÆS OGSÅKunstredaktøren: Her er de vigtigste udstillinger i 2011 Moderens dødsfald fik Louise Bourgeois til at opgive den uddannelse som matematiker, som hun var slået ind på, endda med faderens accept. I stedet besluttede hun sig for at blive kunstner. Med dette valg fortsatte hun oprøret mod den brutale far, som hun aldrig tilgav og ofte foragtede, fordi han havde været moderen utro. Mange af de symboler og organiske figurer, som Louise Bourgeois senere gjorde brug af, refererer tilbage til hendes mor og til den rolle, som hun spillede i sin datters liv. Det er det livgivende aspekt, der fremhæves, dét aspekt, der knytter den frugtsommelige moders rolle sammen med den samme cyklus, som man finder i en blomst, der vokser. Blodige drama Det er også moderens rolle, som de sene gouacher på udstillingen kredser om. Til denne rolles forudsætninger hører både kønsakten, graviditeten og fødslen, og det hele forløb indkapsles og gennemgås i tegningernes tætte blodige drama. Det mest påfaldende træk ved disse serielle tegninger er den omstændighed, at de ikke dækker over særlig udviklede færdigheder eller en ligefrem raffineret teknik.
