I år (helt præcis 17. november) er det hundrede år siden, Frankrig sørgede over tabet af en billedhugger, som nationen ellers længe og ved flere lejligheder havde skældt grundigt ud på. For Auguste Rodin var ikke som de andre. Men de andre – eller deres efterfølgere – endte med at lære af ham.
Så Rodins betydning for skulpturens udvikling døde ikke med Rodin. Havde den gjort det, havde Grand Palais ikke været fyldt fra gulv til loft med skulpturer, tegninger, plakater etc. af kunstnere, der nærmest ikke kunne undgå at træde i Rodins store spor, hvis de ellers ønskede at bevæge sig fremad. Med sit kætterske forhold til al tradition og sin frigjorte forståelse af formens muligheder satte Rodin en bevægelse i gang, som man stadig kan mærke efterdønningerne af i hele den vestlige kunst. Ja, man kan mærke den selv i værker, der blot for relativt få øjeblikke siden har forladt en kunstners atelier.
