Da den tjetjensk-belgiske Lors Dukajev lukkede døren bag sig til toilettet på Hotel Jørgensen i København i 2010, var han tæt på at have fuldført sin plan. Han havde købt busbilletten tilbage til Belgien, han var allerede tjekket ud af hotellet, og han var godt i gang med at montere brevbomben med sprængstoffet TATP og stålkugler, så bomben kunne sendes af sted.
Hans mål var Jyllands-Postens hovedsæde i Aarhus som hævn for, at avisen havde trykt Muhammedtegningerne. Oprindeligt havde han monteret bomben i en større kasse fra en elektrisk ringeklokke, men den var for stor at sende, så Dukajev var i færd med at montere bomben i kassen til et Nintendo-spil, som han havde købt på Nørrebrogade.
Men TATP er et ustabilt sprængstof og detonerer nemt. Bomben sprang, Lors Dukajev blev kvæstet, og selv om han nåede at flygte fra hotellet, blev han anholdt nogle timer senere i Ørstedsparken. Manden, der som barn havde mistet sit underben ved at træde på en russisk mine på legepladsen i byen Grosnij, efterlod sig resterne af bomben på toilettet.
Terrorsagen blev afsluttet, da Lors Dukajev blev idømt 12 år fængsel i 2011 og siden udleveret til Belgien. Han var en soloterrorist, en såkaldt ensom ulv, der var havde haft kontakt til yderliggående muslimer i Tyskland, men handlede på egen hånd.
I juni modtog Politimuseet på Nørrebro Lors Dukajevs bombe fra Rigspolitiets Nationalt Kriminalteknisk Center, eller rettere: De modtog den oprindelige bombe, som var for stor, og som politiets teknikere fandt på toilettet. På bordet foran direktør Frederik Strand ligger den nu med sorte skygger efter test for fingeraftryk.
»Inde i kassen har Dukajev monteret en metaltrykflaske med sprængstof. Flasken var limet fast i låget og beskyttet med sammenkrøllet toiletpapir, som var sat fast med sort tape«, siger museumsleder Frederik Strand.
Trykflasken er nu erstattet af 80 gram bly, så æsken har samme vægt som før. Gennem et hul kan man stadig skimte toiletpapiret og to blå ledninger, der var monteret til et 9 volts-batteri. Den anden bombe er der ikke rester efter.
»Det er utroligt, at han overlevede. Toilettet var fuldkommen smadret«, siger museumslederen.
Det er nu meningen, at den uskadeliggjorte bombe fra det planlagte angreb på Jyllands-Posten skal indgå i en udstilling om bomber og bombemænd, som skal vises i 2018. Flere steder i udlandet er genstande fra terrorangreb og terroristers ejendele ligeledes blevet udstillet de seneste år.
»Det fortæller, at terroren er blevet en del af vores hverdag på en helt ny måde. Samtidig er der sket et skift i forhold til tidligere: I dag opfatter alle sig som mål for angreb i modsætning til tidligere, hvor terroren primært havde politiske mål«, siger museumslederen.
På National September 11 Memorial Museum i New York har man siden 2014 blandt andet kunnet se computeren, som var ejet af bombemanden bag angrebet på World Trade Center i 1993, og en lang række genstande fra 11. september-angrebet. I Oslo åbnede i juli 2015 en udstilling om Breivik-angrebet på øen Utøya og den norske regeringsbygning, hvor besøgende blandt andet kunne se Breiviks falske politiskilt, hans halskæde og resterne af den eksploderede bil.
Udstillingen i Oslo vakte anstød blandt nogle af de pårørende til Breiviks ofre, og enkelte argumenterede, at udstillingen gav opmærksomhed til Breiviks ekstremistiske holdninger.
»Det er beklageligt, at terroristen nu får den opmærksomhed, som han altid har higet efter«, udtalte Tor Oestboe, der havde mistet sin kone, til Reuters.
Terrorister søger berømmelse
På Politimuseet anerkender man problematikken. Indirekte kan man komme til at give Dukajev den opmærksomhed, som han i virkeligheden ønskede, ved at udstille hans bombe.
»Der er ingen tvivl om, at terrorister søger berømmelse. Den får de også, når deres ting bliver udstillet. Men jeg mener samtidig, at terror er blevet en del af historien, og da de kulturhistoriske museer er en del af vores historiske bevidsthed, nytter det ikke noget, at vi prøver at undgå genstande fra terrorangreb. De nye elementer af terror skal beskrives, men det skal ske på en måde, så man ikke glorificerer handlingen«, siger Frederik Strand.
