Claudia Comtes udstilling i Copenhagen Contemporary – ude på Refshaleøen – illustrerer godt det dilemma, der er i samtidskunsten. Skal man lægge mærke til kunst, må den for alt i verden ikke være behersket, intim, introvert, stille. Med sit format og sit væsen skal den gøre opmærksom på sin egen tilstedeværelse, ligesom en politiker også forventes at gøre det, når han fører valgkamp. Derudover skal den være båret frem af en moralsk ansvarlighed, f.eks. over for miljøet, som man ikke kan andet end sympatisere med.
Dette stykke samtidskunst skal især fylde meget, helst en sal på størrelse med det rumareal, som Refshaleøens gamle svejsehal svarer til. For det er her, man kan finde den schweiziske kunstner Claudia Comtes værk ’I Have Grown Taller from Standing with Trees’. Men spørgsmålet er, om man bliver lige så høj som træerne, blot fordi man oplever den mægtige installation. Det gør man ikke, selv om den er umulig at overse.




























