Man skal bare tænke på vægudsmykningerne fra det gamle Pompeji i Syditalien, så ved man, at der findes fremstillinger af landskaber helt tilbage til tiden før Kristi fødsel. Og det er som bekendt over to tusinde år siden.
Så hvis en helt moderne kunstner som f.eks. Søren Martinsen vil male landskaber, er han nødt til at finde sin helt personlige måde at gøre det på. For hvis man kun kan se landskabet og ikke kan kende eller genkende kunstneren selv i det, han frembringer, er han ikke en original fornyer, og kopier har vi nok af.
At lave nye landskaber kunne hverken Det Kgl. Danske Kunstakademi i København eller Goldsmiths College, University of London hjælpe Søren Martinsen med. Det var de to steder, hvor han tilbage i forrige årtusinde modtog sin uddannelse. Men de kunne udstyre ham med de redskaber, refleksioner og ambitioner, der gjorde det muligt for ham at finde sin egen plads – i landskabet! Det har han gjort. At han i dag bor i Glumsø og ikke i København, nævnes kun for at bekræfte konfigurationen mellem hans daglige omgivelser og så de motiver, som han giver fra sig og engang imellem udstiller.
Allerede i forbindelse med sin uddannelse eksperimenterede Søren Martinsen med video, fotografi og maleri. Uanset hvor forskellige disse medier end er, forenede han dem gennem sin interesse for at beskrive naturen omkring sig – og på en sådan måde, at hans beskrivelse samtidig omformede landskabet, gjorde det til et mønster og forlenede det med en særlig overordnet struktur, så man kunne fornemme abstraktionen lige om hjørnet.
Dermed har han sat sit eget stempel – og nutidens – på en række motiver, som nok forgrener sig langt tilbage, mindst tilbage til renæssancen, men stadig rummer et kim til fornyelse og gentolkning. Han har især gjort det, da han tog afsæt i alt det, som Google Earth kan vise ham: nemlig landskaber set fra oven. For når man ser verden på tilstrækkelig afstand – og så maler den, kan resultatet se lige så abstrakt ud som enhver anden abstrakt komposition fra det 20. århundredes kunst. F.eks. et billede af Mondrian.
For ligesom Mondrians billeder er Martinsens udtryk også dybt forankrede i en objektiv virkelighed. Her er det blot det dansk-tyske landskab, som i dette svimlende luftperspektiv tager sig meget virkelighedsfjernt ud. Men hvad der på afstand ligner et dekorativt mønster, er i virkeligheden marker, plæner og beplantning, veje og afveje, byer, bebyggelse, togspor og skel.
Dermed understreger kunstneren et af den nonfigurative kunsts kendetegn. Nemlig at hvad der umiddelbart virker abstrakt, kan godt være virkeligheden, der blot er set på en ny måde.
Nu da billedet ikke skal forestille noget, som vi umiddelbart kender, behøver farverne heller ikke have et naturalistisk tilhørsforhold. Det har også givet kunstneren mulighed for at bruge farven friere og gøre, hvad han har lyst til. Netop det at følge sine kunstneriske lyster i landskabet er blevet Søren Martinsens speciale.
fortsæt med at læse
