0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danskislandsk stjernekunstner tegner spektakulær bygning til vingård

Den danskislandske kunstner opfører en pavillon på en vingård i Californien, som også huser en skulpturpark med værker af Tracey Emin og Yayoi Kusama.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rendering © The Donum Estate and Studio Other Spaces
Foto: Rendering © The Donum Estate and Studio Other Spaces

En tegning af pavillonen på Donum Estate, som er udarbejdet af Studio Other Spaces.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En vingård lyder som et sted, der oser af landlig idyl. Et sted med plov i marken, slidte skodder i den gamle gårdbygning og merlotplettede tanke, hvor fødderne har trampet druer.

Men i Californien betyder vingård også kunst og arkitektur.

Flere stjernearkitekter er nemlig faldet i tønden, heriblandt schweiziske Herzog & de Meuron, som har tegnet vingården Dominus Estate i Napa Valley, der ligner et superheltehovedkvarter opbygget af stålkurve fyldt med store sten.

Og nu er den danskislandske kunstner Olafur Eliasson kaldt ind for at kaste glans over vingården Donum Estate i Sonoma i det nordlige Californien.

Olafur Eliasson, som tændte for solen inde i Tate Moderns turbinehal i London og skabte regnbuen, der kroner ARoS i Aarhus, har tegnet en pavillon, der skal ligge i vinmarkerne, og hvor gæster fremover skal smage på Donums udvalg af chardonnay og pinot noir.

Pavillonen, som ifølge Donum åbner i foråret 2022, skal ligge på en høj med udsigt over den 80 hektar store vingård, der ud over vinranker også består af en skulpturpark med mere end 40 værker af bl.a. Elmgreen & Dragset, Tracey Emin og Yayoi Kusama.

Dansk islæt

Den nye bygning er tegnet af Studio Other Spaces, som Olafur Eliasson etablerede sammen med den tyske arkitekt Sebastian Behmann. Studio Other Spaces står bl.a. bag Fjordenhus i Vejle, som huser restauranten Lyst, der for nylig fik en michelinstjerne.

»Inspireret af vingården Donum Estate har vi indarbejdet de naturlige elementer i strukturen – jorden, vegetationen, vinden, solen, atmosfæren, regnen og endda den tid, det tager for vinstokkene at vokse frem til næste sæson«, skriver Sebastian Behmann om pavillonen i en pressemeddelelse.

Den danske forretningsmand Allan Warburg, som ejer Donum Estate, fortæller i pressemeddelelsen, at Olafur Eliasson har besøgt vingården flere gange, og at det var på en tur gennem markerne – med et glas vin i hånden – at ideerne til pavillonen faldt på plads.

Og Olafur Eliasson er ikke den eneste danske kunstner, som har været med til at sætte sit præg på vingården i Sonoma.

Tidligere i år åbnede Donum Estate op for sit nye besøgscenter, som er redesignet af den danske arkitekt David Thulstrup, og som rummer værker af bl.a. Lene Bødker og Jeppe Hein.