Julen er truet, forsvundet eller afskaffet, og der er kun 24 dage til at redde den i. Det er præmissen for langt de fleste af de familiejulekalendere, der er rullet hen over skærmen de sidste 50 år, og som år efter år får op til næsten halvanden million tv-seere til at tænde for fjernsynet aften efter aften i hele december.
LÆS OGSÅ Henrik Palle: Stjernegod julestjernekalender
Julekalenderen er blevet en integreret del af mange danskeres juleritual, men sådan har det ikke altid været, fortæller professor i medievidenskab ved Aalborg Universitet Gunhild Agger.
»De første julekalendere tilbage i 1960’erne var beregnet til små børn og varede ikke særlig lang tid«, siger hun og fortæller, at der i tidens løb er sket flere ændringer i målgruppen, som har fået konsekvenser for julekalenderens udformning.
'Jul i Gammelby'
Fra i begyndelsen primært at være korte dukkefilm målrettet de yngste børn begyndte julekalenderne i begyndelsen af 1970’erne at tale til både de yngste og de ældre børn for i slutningen af 1970’erne at indfange hele familien.
Den store julekalenderguide: Det' sørme, det' jul, det' Lyby »Mange tror fejlagtigt, at det er TV 2, der introducerer udvidelsen i målgruppen, men det er ikke helt rigtigt. Danmarks Radio starter allerede i 1979 med ’Jul i Gammelby’, som bliver normsættende for julekalendergenren«, forklarer Gunhild Agger. ’Jul i Gammelby’ handler om en købmandsfamilies kvaler med at få råd til julen i 1850 og berørte emner, som interesserede både børn og voksne. Pyrus og kulturhistorien Kalenderen tog samtidig fat i det kulturhistoriske tema, der sidenhen har været omdrejningspunktet for mange julekalendere. Ikke mindst på TV 2, der for alvor viste, hvordan kulturhistorien kunne udgøre kernen i en julekalender, da kanalen sendte den første af i alt fire julekalendere med ungnissen Pyrus, ’Alletiders Jul’, i 1994.
