Et lille barn klukler, mens hans far skubber ham op mod himlen i den udendørs gynge for bagefter at gribe og kramme ham i faldet.
En bonde snakker om sin mark med grønne afgrøder, som er jorden en forlængelse af ham selv.
LÆS OGSÅ Dokumentarist: Det er altid nemmere at gå i krig mod et land uden ansigt
Og en 15-årig skolepige fortæller, at hun gerne vil være journalist og siger til en yngre pige, der vogter får og ikke må gå i skole, at uddannelse er vigtig.
Hvor journalister ikke kommer
De scener er blot få af mange i Nagieb Khajas dokumentarfilm ’Mit Afghanistan’, der foregår, hvor nyhedsjournalistiske reportager fra Kabul med fokus på landets nu 12 år lange krig ikke kommer.
’Mit Afghanistan’ er som en kollage af filmscener indspillet med indsmuglede mobilkameraer af en halv snes afghanske borgere, der lever med krig, frygt og håb til daglig.
Nyhedsindslag fra det krigsramte Afghanistan kan være nok så godt vinklet og engageret afleveret. Efter et årti med krigen risikerer de traditionelle nyhedsindslag fra steder kontrolleret af militær at miste evnen til at vække interesse og forståelse. En anden tilgang er tiltrængt.
Journalistdrømme
Journalistuddannede Nagieb Khaja er født og opvokset i Danmark og har afghanske forældre. Sprogligt, kulturelt og intellektuelt fortæller han i ’Mit Afghanistan’ en anden historie, der foregår ude på landet hos mennesker, der har indvilget i at få mobilkameraer i hånden.
Instruktøren selv, en af hans afghanske venner samt fotografen Henrik Bohn Ipsen er tre gennemgående stemmer. De fungerer som en ramme omkring dokumentarfilmen og en genkendelig tråd til at sammenbinde de mange amatørfotografers mobilkameraoptagelser.
Både en enke i krigsnød og den unge pige med journalistdrømme formulerer nogle af de forhindringer og udfordringer, som er specielle for kvinder. En bonde og far på flugt med en børneflok viser, hvor bart og trist der nu ser ud ved hans hus, hvor omkring 400 frugttræer stod førhen.
Dårlig kvalitet skaber identifikation
Blandt de medvirkende gør unge Shukrullah stærkt indtryk. I lighed med andre trykker han angstfuld kroppen ind til stenmuren i en bygning på tidspunkter, hvor bomberne falder.
Teknisk er mange af optagelserne af dårlig kvalitet. Rystende skæve håndholdte billeder er mere reglen end undtagelsen, men det skaber blot endnu større identifikation i scenerne.
Shukrullahs og de andres hverdage midt i krigszonen er på godt og på ondt helt nærværende, sammen med instruktøren selv, og det gør ’Mit Afghanistan’ til en tankevækkende og aktuel øjenåbner.
fortsæt med at læse
