Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja går bag om krigen i Afghanistan og lader i sin dokumentarfilm 'Mit Afghanistan' afghanerne selv skildre livet midt mellem krig og hverdag.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dokumentarist: Det er altid nemmere at gå i krig mod et land uden ansigt

Pressens dækning af krigen i Afghanistan har været katastrofal, mener Nagieb Khaja.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En gruppe børn trykker sig op ad den faldefærdige mur, mens skuddene knalder skarpt forbi udenfor. Smilene er små og usikre, og man ser, at hverdagen aldrig rigtigt er blevet hverdag. Vejret holdes, mens skuddene og en konflikt, de ikke føler, de er en del af, ebber ud.

Familien og flere andre har optaget sig selv med en mobiltelefon - opgaven lød: Film jeres hverdag, de mennesker I er tættest på, jeres sorger og glæder og alt det ind imellem. Opfordringen kom fra den dansk-afghanske journalist og instruktør Nagieb Khaja, og resultatet blev dokumentarfilmen Mit Afghanistan, som vises i dag i Den Sorte Diamant - en film om trusler og frygt og hverdagens sysler, der bliver afbrudt af bombardementer i baghaven.

Men også en film om pigedrømme, drenge der viser muskler og frisurer, der sættes af en teenagedrengs forfængelighed. Alt i alt en skildring af et almindeligt afghansk liv midt mellem krig og hverdag.

»Man kan dække krigen fra Kabul i 20 år og stadig ikke have forstået, hvad konflikten egentlig handler om. Det har jeg fået bekræftet flere gange. Det er bare en anden verden«, siger Nagieb Khaja øverst på toppen af produktionsselskabet Magic Hour Films lokaler på Nørrebro. Han er netop landet fra Afghanistan, hvor han er ved at lave en ny dokumentarfilm om livet i de afghanske flygtningelejre.

Assad er ond. I vores optik er han ultimativt ond. Og det er vigtigt at finde ud af, hvilke forbrydelser han står bag. Vi er de ultimativt gode, og når man får oplysninger fra de gode, så har vi en tendens til ikke at gå andre veje

»Mine støvler lugter stadig af Afghanistan«, siger han med frostsprængte læber efter en nat i et telt i 12 graders frost.

Virkeligheden bliver filtreret Nagieb Khajas mange rejser til Afghanistan har betydet, at han har set langt mere af Afghanistan end den danske, og store dele af den vestlige presse i øvrigt, har skildret siden krigens begyndelse i 2001. For når man primært tager med militæret til Helmand, hvor de danske styrker er baseret, og hvor Mit Afghanistan er optaget, så vil det som regel være de taknemmelige røster, som en repræsentant for et kvindecenter eller en distriktsleder, der findes frem til lejligheden.

»Så der sker det, at kilderne automatisk bliver filtreret, så man får en overvægt af positive historier og hører uddannede mennesker, der nyder godt af det militære maskineris tilstedeværelse«.

Og dermed overhøres de mennesker, der mangler ressourcer, og som er bange for at komme i kontakt med militæret, fordi der er oprør i deres område.

»Men det, at de er bange for oprørerne, betyder ikke, at de automatisk bliver glade for den vestlige tilstedeværelse. De fleste steder vil de helst bare have lov til at være i fred«, siger Nagieb Khaja, hvis far flyttede til Danmark i 1970´erne og tog sin kone med hjem, da de var blevet gift i Afghanistan - henholdsvis 18 og 48 år gamle.

Nagieb Khaja kalder pressedækningen mellem 2006, da de danske styrker for alvor blev involveret i den betændte konflikt i Helmand-provinsen, til 2010 ’katastrofal’.

Hvis ISAF erklærede, at man havde befriet en landsby, blev pressemeddelelsen ifølge Nagieb Khaja som oftest næsten kopieret fra den danske forsvarskommando af de danske medier.

»Når jeg talte med de lokale, sagde de ’vi er ikke blevet befriet’, tværtimod«, siger Nagieb Khaja.

For enten var Taleban blevet tiltrukket til landsbyerne, efter at de vestlige styrker havde ’befriet’ byen og dermed trukket kamphandlinger til området, eller også var de befriende byer områder, hvor de lokale var Taleban, forklarer Nagieb Khaja.

Han undrer sig over, at ingen gør sig den ulejlighed at tjekke historier fra officielt hold - eksempelvis ved at ringe til afghanske hospitaler for at få bekræftet dødstal.

Kigger man på pressens dækning af konflikten i Syrien er man langt bedre til selv at undersøge, om oplysningerne holder.

Vi er de ultimativt gode
Det har noget at gøre med opfattelsen af ondt og godt, mener Nagieb Khaja.

»Assad (den syriske præsident Bashar al-Assad red.) er ond. I vores optik er han ultimativt ond. Og det er vigtigt at finde ud af, hvilke forbrydelser han står bag. Vi er de ultimativt gode, og når man får oplysninger fra de gode, så har vi en tendens til ikke at gå andre veje«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er altid lettere at gå i krig med dæmoner, og Nagieb Khaja ville derfor gerne vise danskerne, at afghanerne også er mennesker. Kliché? Måske.

»Men nogle gange er det helt oplagte ikke så oplagt for os. Vi bliver ubevidst fanget i fordomme og stereotyper, når tingene bliver fjerne og ser anderledes ud. Vi bombarderes med tal, statistikker og anekdoter, og så går alle nuancerne tabt. Det gælder ikke kun Afghanistan, men også eksempelvis Irak«, siger han. Og da det altid er nemmere at gå i krig mod et land uden ansigt, blev det vigtigt at komme helt ind under huden på den almindelige afghaner.

Jeg var overrasket over, at de kunne have det så sjovt på trods af krigen, at de kunne hygge sig så meget og bevare livsglæden på trods af de svære forhold.

»Jeg rejser meget i Afghanistan og taler med folk på helt tæt hold. Når jeg så kommer hjem, kan jeg se, at det er fuldkommen forrykt, når en kommandant siger, at man ’skal rydde’ et område - det er jo ofte folks hjem og mennesker af kød og blod. Krig er altid værre, end vi tror«, siger Nagieb Khaja og peger på, at militærfraserne ofte bliver overtaget af journalisterne.

»Folk bliver lullet i søvn og glemmer fuldstændig, at det kunne være i København, at vi kunne opleve sådan nogle ting«.

Kunne man for eksempel forestille sig, at man bombarderede et kvarter i den nordirske hovedstad Belfast, fordi der blev skudt efter en politibetjent, spørger Nagieb Khaja retorisk.

»Det er jo faktisk det, vi gør i Helmand. Hvis nogle affyrede en kalashnikov fra et hjem i Belfast, så ville man ikke bombardere det område. Men det gør man i Afghanistan, fordi man ikke betragter de menneskeliv, som ligeså meget værd som vores. Og afghanerne er ikke dumme«, påpeger Nagieb Khaja.

»De ved godt, at deres egne myndigheder ikke respekterer dem, men de ser tv, hører radio og ved alt om, hvilke principper man har her, så afghanerne opfatter hurtigt, at de bliver kategoriseret som andenrangsmennesker. Det tror folk ikke, at de ved, men det gør de«.

Håber på en bedre fremtid

Men Nagieb Khaja hører også håb. Håb for en bedre fremtid - også selv om mange afghanere lever et liv, som de altid har gjort - og mange steder har det endnu værre end under Taleban-styret.

Men hvordan ser de civile afghanere i Helmand så på tilbagetrækningen i 2014? Et mindretal vil gerne have, at ISAF bliver, det er typisk akademikerne og de mest liberale, der har haft størst gavn af den vestlige tilstedeværelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De frygter for fremtiden, for de tror ikke på præsident Hamid Karzai eller hans efterfølger og regner med, at de rettigheder, de har opnået, i bedste fald bliver begrænset og i værste bliver, som de var under Taleban«.

Men selv om frygt og armod fylder meget hos den almindelige afghaner, er det, der har overrasket Nagieb Khaja mest i processen, afghanernes evne til at holde modet oppe.

»Jeg var overrasket over, at de kunne have det så sjovt på trods af krigen, at de kunne hygge sig så meget og bevare livsglæden på trods af de svære forhold. Deres gåpåmod og smil på trods af, at situationen i perioder er forfærdelig for dem. Man overser ofte, hvor stærke mennesker egentlig er«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden