Amnesty International støtter dem. Yoko Ono har givet dem sin fredspris. Den amerikanske regering har udtalt sin kritik af fængslingen af dem. Det samme har berømtheder fra U2 til Sting og Paul McCartney.
Bortset fra præsident Vladimir Putin har næppe nogen i den russiske befolkning været mere omtalt i medierne i den vestlige verden i det seneste halvandet år end kvinderne i den feministiske gruppe Pussy Riot.
Nu vises en ny prisbelønnet dokumentar om dem i det ene vestlige land efter det andet.
Det var britiske tv-kanalers nyhedsindslag om Pussy Riot, som i januar 2012 øjeblikkelig gjorde den britiske dokumentarist Mike Lerner interesseret i at lave filmen, der har fået titlen 'Pussy Riot: A Punk Prayer':
»Jeg så billederne af dem fra den dag i januar 2012, da de lavede en happening ved en katedral ved Den Røde Plads i Moskva. Og jeg så russeres vrede reaktion på Pussy Riots performance. Da tre af pigerne blev arresteret, var det tydeligt, at her var tale om et fænomen, hvor kunst og politik mødtes, og hvor nogle menneskers happenings oven i købet blev kriminaliseret'«, siger Mike Lerner.
LÆS OGSÅ Pussy Riot knurrer ad Putin igen
Fænomenets mange lag
Så Mike Lerner tog til Moskva, hvor han fik kontakt med sin russiske kollega Maxim Pozdorovkin, der ganske vist bor i New York, men har tæt forbindelse til sine venner i Pussy Riot.
Mens Pussy Riot i de vestlige medier fortsatte med at skabe overskrifter om fængsling, retssag og overgreb på ytringsfriheden, voksede Maxim Pozdorovkin og Mike Lerners interesse for at lave en film, der ifølge Mike Lerner har til formål »at vise, hvor mange lag der er i historien om Pussy Riot: historisk, politisk, kunstnerisk og personligt«.
I filmen ses, hvordan sovjetkommunismens undertrykkelse af anderledes tænkende fortsætter i dagens russiske retssystem, hvor man kan kriminaliseres og ligesom medlemmer af Pussy Riot få flere års fængsel for at udtrykke sig via en kunstpolitisk happening.
Samtidig oprulles i filmen, hvordan præsident Vladimir Putin modsat bolsjevikkerne sammenføjer stat og kirke og i sagen mod Pussy Riot bruger sin egen og kirkens autoritet til at opmuntre til religiøst raseri i befolkningen.
Det var, påpeger Maxim Pozdorovkin, Pussy Riot, der gav Putin anledning til at gennemføre en streng lov imod blasfemi i Rusland.
Sex på museet
Politisk har både Maxim Pozdorovkin og Mike Lerner noget forbløffede observeret, hvordan nogle af Pussy Riots mest ihærdige tilhængere i Vesten er amerikanere, der sympatiserer med højrefløjen i Staterne, selv om Pussy Riot delvis kæmper mod værdier, der hyldes på den amerikanske højrefløj.
Ytringscensuren er gruppen og de amerikanske støtter enige om at være imod. Men det kunstneriske, russiske kollektiv kæfter også højlydt op imod en patriarkalsk, hierarkisk kirke og undertrykkelse af homoseksualitet.
I det hele taget optræder Pussy Riot forklædt i kulørte elefanthuer og lårkort på måder, der ifølge instruktørerne ville støde mange reaktionære amerikanere, hvis de åbnede øjnene for det.
Det måske mest kendte medlem af Pussy Riot, Nadia, har baggrund i kunstnerkollektivet Voina og vakte også sin ellers støttende fars bestyrtelse, da hun for nogle år siden deltog i en happening på Biologisk Museum i Moskva med sin kæreste. Deres udtryksform var sex i det offentlige rum.
Heltinder i Vesten
Som publikum til filmen 'Pussy Riot: A Punk Prayer' mærker man, at instruktørerne holder med deres hovedpersoner, blandt andet via det indblik, den giver i personerne bag det kunstpolitiske fænomen.
To af kvinderne afsoner stadig en dom på to år for at udtrykke sig med budskaber som ’Åh, Guds moder, befri os for Putin’.
I Vesten er de heltinder. I Rusland har de ikke vakt nær samme opsigt. Dels fordi ytringsfriheden lider i Rusland, dels fordi der er så mange mennesker med skæbner lige så slemme som eller værre end Pussy Riots, siger Mike Lerner:
»Dommen på to års fængsel er mindre chokerende for borgerne i et land, hvor advokater forsvinder på mystisk vis, hvor profilerede intellektuelle dør i fængslerne, og hvor journalister bliver dræbt. Det er i Vesten, Pussy Riot ses som martyrer og er blevet en af de mest beskrevne historier i de senere år. Det er med denne her historie som med enhver anden: Det enkelte samfund vælger at fortolke den på en måde, der passer til det samfund«.
LÆS OGSÅ Pussy Riot klager til menneskeretsdomstol
Maxim Pozdorovkin tilføjer:
»I Vesten har medieomtalen af pigerne mere drejet sig om politik end om kunst. Men det er faktisk især som avantgardekunstnere, de ser sig selv«.
fortsæt med at læse
