Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Valgvideo. Pia Olsen Dyhr er partiformand, men det har hun ikke altid været. Hun var engang, ligesom nogle af de andre passagerer i bussen, en usikker teenager, der hørte de britiske goth-rockere The Cure i sin walkman og havde svært ved at tale med de jævnaldrende drenge, lyder det.
Foto: screendump

Valgvideo. Pia Olsen Dyhr er partiformand, men det har hun ikke altid været. Hun var engang, ligesom nogle af de andre passagerer i bussen, en usikker teenager, der hørte de britiske goth-rockere The Cure i sin walkman og havde svært ved at tale med de jævnaldrende drenge, lyder det.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Folkesocialisterne kommunikerer for forudsigeligt på nettet

SF's Facebook-video er fyldt med forudsigelig og banal symbolkommunikation.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Der sidder en mand i en sporvogn’ er titlen på en roman af den næsten glemte forfatter Mogens Klitgaard.

I dag havde hans mand siddet i en bus; for Folket, altså de såkaldt almindelige mennesker, formodes at bruge offentlig transport.

Og det er naturligvis derfor, SF – i perioden efter fiaskoen som regeringspartner med Socialdemokraterne og Radikale Venstre – griber til bussen som det centrale symbol i præsentationen af, hvilken indsats partiet mener, det er opportunt at gøre, med henblik på at gøre vort land til et bedre sted ( se videoen på youtube).

LÆS OGSÅ

En ung kvinde stiger ind i linje et eller andet med sit lille barn i barnevogn. Hvad barnet bliver til, ved vi ikke, fortæller Pia Olsen Dyhrs stemme os.

Hun sidder nemlig med i bussen og kan informere os om, at SF vil passe på den ny samfundsborger, som er en menneskelig ressource, der skal vandes og plejes til gavn for det fælles bedste. Man savner bare lidt blide violiner og dæmpet belysning.

Bussen er et håndgribeligt symbol

Pia Olsen Dyhr er partiformand, men det har hun ikke altid været. Hun var engang, ligesom nogle af de andre passagerer i bussen, en usikker teenager, der hørte de britiske goth-rockere The Cure i sin walkman og havde svært ved at tale med de jævnaldrende drenge.

Men så fik hun en ny dansklærer i skolen. Han hed Jan og mente, at forskellighed var godt. Og inden længe var Pia Olsen Dyhr SFU’er, og i dag sidder hun i bussen, har en dejlig familie og er i Folketinget.

Mon ikke lærer Jan også tog bussen? Vi tror det. For han var nemlig også et almindeligt menneske.

Måske nok en ualmindelig god lærer, men ikke desto i øjenhøjde med sine elever og medpassagerer. Så han vidste nok godt, hvordan han kom fra A til B på den bedste vis.

SF vil investere i mennesker, fortæller Pia Olsen Dyhr os. Og busser. Bussen er et stort og håndgribeligt symbol. På det danske demokrati. Selve ordet kommer fra det latinske omnibus, der betyder ’for alle’. Transportformen er inkluderende, men stiller også krav. Man skal tage hensyn til og finde sig i de andre.

Det i filmen uudtalte alternativ er selvsagt den borgerlige ekskluderende privatbilisme, der repræsenterer kapitalismens enhver-er-sig-selv-nok-ideologi. Her sidder man alene, uden for fællesskabet.

Håndfast symbolkommunikation

Og man behøver ikke frygte at blive tiltalt af nogen, man ikke selv har valgt at lukke ind i kabinen. Man er med andre ord ikke en del af den demokratiske dialog, der finder sted i det rummelige offentlige transportmiddel.

Problemet med den form for håndfast symbolkommunikation er, at det er forudsigeligt.

Selvfølgelig går SF ind for busser og de mennesker, der kører med dem: de unge, de gamle, de nybagte mødre og skoleeleverne. Selvfølgelig vil SF investere i mennesker. Og selvfølgelig går de ind for mangfoldighed.

LÆS OGSÅ

Det ved vi godt. Men det er branding, ikke vision. Det handler om, hvordan SF ser sig selv; ikke hvad SF virkelig vil. Det er meget uambitiøst og i virkeligheden talen ned til vælgerne. Man kaster et stort håndfast symbol i hovedet på dem og håber på det bedste.

Men der er altså ikke meget viralt spræl over sådan en banal omgang lang-tung-ting. Moderne mennesker vil ikke være passagerer.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden