Hvordan vi opdrager vores børn, og ikke mindst hvordan vi – set i bagklogskabens ulideligt klare lys – burde have gjort det, har været årsag til flere ophedede diskussioner og regulære skænderier, end om franskbrød smager bedst med eller uden birkes. Uoverensstemmelser på dette felt har skilt elskende par, fået ellers solide venskaber til at gå op i limningen og været årsag til både gråd, tænders gnidsel og sågar vold.
Derfor er det også et emne, der interesserer de fleste. Og det er stensikkert et felt, hvor lige så mange har en ganske rodfæstet mening om metode og midler: lige fra os Gunnar Jørgensen-fans, der tror på den med »prøv med kærlighedens stærke arm«, til nydisciplinisterne, som mener, at børn blot har brug for en fast hånd, klare grænser og rigeligt med frisk luft.
Når noget kan udløse voldsomme konflikter, er det tit også værd at lave fjernsyn om. For så kan folk nemlig enten identificere sig eller det modsatte, når sagerne fremlægges for åbent kamera. Og TV 2’s programserie om familiemønstre og opdragelsesmetoder har alt, hvad der skal til, for at menneskene på den anden side af skærmen kan reagere. Man har nemlig støvet ekstremer op. Tre danske familier, der er seriøst faste i kødet med hensyn til, hvordan opdragelsen af børn skal iscenesættes.
Den ene familie kører den helt stilrene hippieting, hvor barnet betragtes som en blomst, der bare skal plejes og næres for at kunne blomstre optimalt. Resultat: møgforkælet hustyran på fire, der ter sig som en prinsesse.
Den anden har konkurrencementalitet og individualisme som styrende princip. Børnene er eliteidrætsfolk, faren erhvervsleder og moren agerer soigneur for dem alle. Resultat: topegoistiske teenagere og en pater familias, der nyder de indbyrdes stridigheder, mens moren fungerer som en slags tyende for sine tre diktatoriske børn.
Endelig er der nummer tre familie, der har valgt at drive familien som en moderne virksomhed med projekttavle, ugentlige evalueringer og klare delmål og ansvarsområder. Resultat: Det virker, men tager sig forholdsvis kostskoleagtigt ud.
Man har som seer lyst til at kaste ting efter sit fjernsyn, når man ser og hører disse hårdkogte familieideologer. Og i et par af tilfældene undrer man sig seriøst over, hvem der monstro er de voksne. Men man må lade dette freakshow af en reality-serie, at den formår at engagere og ægge til diskussion.
Det ville være bare endnu bedre, hvis den kunne få deltagerne til at se sig selv i et nyt lys og måske sande, at den gyldne middelvej er at foretrække.
fortsæt med at læse
