Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den danske grafiker Rune Fisker har skabt en plakat til amerikanske NPR. Resultatet er blevet næsten psykedelisk.

Dansker har designet plakat til ikonisk amerikansk medie

Rune Fisker har designet denne nærmest psykedeliske plakat for NPR.
Rune Fisker har designet denne nærmest psykedeliske plakat for NPR.
Lyt til artiklen

Kunst. Den amerikanske radiostation NPR er et ikon inden for journalistik og musik. National Public Radio er kendt for deres debatter og kulturprogrammer og for at være den radiostation, man lytter til, hvis man skal høre noget, der ikke er mainstream.

Da den danske grafiker Rune Fisker for nylig blev spurgt, om han ikke ville skabe en plakat til radiostationen, slog han straks til. NPR ønskede en plakat, der skulle være inspireret af radiostationens Tiny Desk-koncerter.

Tiny Desk er et koncept, hvor både kendte og mindre kendte band spiller på NPR’s kontor i Washington, og hvor musikken bliver optaget og derpå lagt ud på radiostationens hjemmeside. Lige nu er NPR ved at planlægge en Tiny Desk Fest, hvor ’almindelige’ mennesker kan komme og opleve musikken, og for at fortælle om de intime live koncerter bad de Rune Fisker om at slå sig løs.

Resultatet er næsten psykedelisk, og Rune Fisker har fortalt til NPR, at da han skabte plakaten, var det til lyden af afrikansk funk og afrobeat fra 1970’erne. Plakaten er fyldt med rytme og illustrerer ifølge Fisker »det kontrollerede kaos«, der kan opstå til en livekoncert.

Med sin plakat har Rune Fisker nærmest dokumenteret »det øjeblik, hvor en koncert løfter sig fra det almindelige til det ekstraordinære«, som han har udtalt til NPR. Plakaten er skabt i et begrænset oplag på blot 300 og sælges på radiostationens hjemmeside, hvor man også kan lytter til NPR’s udsendelser, der spænder fra samtaler med forfattere til analyser af amerikansk og international politik.

Lars Hedebo Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her