Modsat hvordan det ser ud, har fransk topdesigner ikke digtet et modsvar til coronavirus ind i sin nye kollektion, der lige er blevet vist i Paris.

Coronafrygtens symbol indtager modeugen: Ansigtsmasker er højeste mode på catwalken i Paris

Marine Serre forsynede sine modeller med ansigtsmasker under modeugen i Paris. Om det var en kommentar til den verdensomspændende frygt for coronavirus eller ej, står hen i det uvisse. Foto: www.fashionpps.com/Ritzau Scanpix
Marine Serre forsynede sine modeller med ansigtsmasker under modeugen i Paris. Om det var en kommentar til den verdensomspændende frygt for coronavirus eller ej, står hen i det uvisse. Foto: www.fashionpps.com/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Er det en ret iøjnespringende pink benlås, modellens højre læg er forsynet med?

Man kigger nærmere efter ...

Men kig op, denne historie handler om masker!

Eller er vi allerede, her i coronavirussens tid, blevet så blaserte over for ansigtsmasker, at vi overser dem?

Violinstjernen Anne-Sophie Mutter spillede en koncert i Tokyo i sidste uge, hvor alle medlemmer af publikum var forsynet med ansigtsmaske til beskyttelse mod smitte med coronavirus, og i moden blev dyden taget på Paris Fashion Week i sidste uge, da den franske designer Marine Serre havde forsynet sine modeller med ansigtsmasker. Det fremgår ikke, om designeren rent faktisk var bekymret for sine modellers velbefindende, eller om hun simpelthen tog tidens store epidemiske trussel i ed på vegne af os alle sammen.

Holder den i længden, sådan rent fashionwise? Burkinien, den særligt badevenlige strand- og havdragt til muslimske kvinder, holdt vist kun sæsonen ud, og masker har aldrig haft den store modeappel. I hvert fald hvis man udelukker de ofte ret sexede halvmasker, man har brugt til karnevalet i Venedig for at sløre sin identitet.

Man støder hurtigt ind i maskeforbuddet i Danmark, i det omfang loven overhovedet håndhæves.

Marine Serres kollektion, hvis modeller alle havde maske for underansigtet, blev tegnet inden coronavirusudbruddet, og hun har også tidligere brugt ansigtsmasker – så sent som i september i fjor. Ansigtsmasken bruges i forvejen meget i Fjernøsten for at beskytte bæreren mod forurening i trafikken. Og adskillige blandt publikum bar også ansigtsmasker.

Marine Serre, 28, er tidligere blevet rost for at bringe virkelighedens verden ind i sine design, som altid har funktionalitet som vigtigt parameter.

Corona er tidens løsen; det, der binder os sammen, selv om det ene store arrangement efter det andet aflyses.

Frygten for at blive smittet har også haft andre konsekvenser. Publikum blev for eksempel advaret mod at røre ved eller bede om selfies med popstjernen Peter André i forbindelse med en koncert søndag aften, og André selv insisterede på Twitter på, at »jeg gav alle et knus. Alle, jeg mødte. Folk fortalte mig, at de var blevet bedt om ikke at røre ved mig, og der var ligefrem hængt skilte op. Jeg troede, det var en joke. Brillant! Jeg er nu officielt en diva uden at være en diva. Men altså helt alvorligt: Lad være med at røre ved mig!«.

Michael Bo

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her