Med tanke på Patti Smiths status som ikon i rockmusikken havde det måske været mere nærliggende, at nogle havde lavet et album med coverversioner af hendes sange. Måske er der ikke rigtig nogen, der tør.
Fordi den nu 60-årige amerikanske kunstner har et umiskendeligt, nærværende og anfægtet udtryk, hvad enten hun brænder for sensualitet, spiritualitet eller politik i sin sangskrivning.
Nu har Patti Smith så i stedet lavet et coveralbum med 12 af de rocksange, der betyder noget for hende. ’Twelve’ hedder albummet, der er grundstammen i de koncerter, hun og hendes band spiller i Den Grå Hal på Christiania.
Hun vil også fortolke mange af sine egne numre fra en nu mere end 30 år lang pladekarriere. Men hun vil fremføre »alle sangene fra ’Twelve’«, siger hun over telefonen.
Sjælden interviewmulighed
Patti Smith lyder glad. Hun har ringet op hjemme fra sin lejlighed på Manhattan. Her i den anden ende af røret er der en smule nervøsitet. I årevis har jeg forsøgt at få et interview med Patti Smith, når hun var i Danmark for at spille, eller når der kom et nyt album.
Hver gang har svaret været nej. Indtil nu. Hvor der så desværre kun er tale om 10 minutters telefoninterview. Det virker absurd, men heldigvis virker hun tilstedeværende, så længe det varer.
»Jeg er 60 år. Hvor er gammel er du«, spørger hun tidligt for at få en fornemmelse af, hvem hun taler med, og især, hvor meget musik jeg kan have nået at indtage i mit liv. Og for en gangs skyld er det med en vis stolthed, at alle årtierne bliver lagt på bordet.
Det er længe siden, rockmusikken og Patti Smith var unge rebeller. Men ungdomsidealiserende er kulturen jo i almindelighed. Det kan man ikke rigtig gøre andet ved som individ end at blive ældre med værdighed og som den, man nu engang er. Og det gør Patti Smith.
Patti Smith kom frem som digter og sanger på Manhattans scene i midten af 1970’erne. Hendes store inspirationskilder var de franske symbolister Arthur Rimbaud og Charles Baudelaire samt rockkunstnerne Bob Dylan og Jim Morrison.
Ville gerne fortolke Christina Aquilera
Hendes udtryk var upoleret og er ikke blevet mere sminket med årene. Hun er en intellektuel kunstner med en umiddelbar, ukunstlet tilgang til rockmusikken. Også når hun optræder.
Hendes musikalske baggrund er 1960’ernes og 1970’ernes rock og pop. Derfor er det også lidt overraskende at høre hende fortælle om nogle af de ting, hun gerne havde sunget på ’Twelve’:
»Jeg hører en masse opera. Hvis jeg kunne synge opera, ville jeg have haft opera på albummet. Jeg lytter også til jazz. Ornette Coleman og John Coltrane især. Christina Aquilera kan jeg rigtig godt lide. Hvis jeg havde kunnet synge hendes nummer ’Beautiful’ lige så godt som hende, ville jeg have gjort det. Men hun har allerede lavet en smuk version af den sang, og den er ikke gammel nok til at begynde at nyfortolke den«.
Christina Aquileras ’Beautiful’ er fra begyndelsen af det nye årtusinde. Lige så unge er ingen af numrene på Patti Smiths ’Twelve’. Faktisk er kun 3 af de 12 sange fra 80’erne og 90’erne.
Halvdelen af numrene er som Jimi Hendrix’ ’Are You Experienced?’ (1967) og Jefferson Airplanes ’White Rabbit’ (1967) fra før, Patti Smith debuterede med singlen ’Piss Factory’ i 1974.
Året efter fulgte den ekspressive, sensuelle debut-lp ’Horses’, hvor Patti Smith med sine egne sange og en orkanagtig fortolkning af Van Morrisons ’Gloria’ nærmest ene kvinde revolutionerede opfattelsen af, hvordan kvinder kunne udtrykke sig gennem rockmusik.
Hun var krævende og længselsfuld, dominerende og ydmyg i en række numre, som hun sang uden følelsesmæssigt filter på en måde, der fik en enorm betydning for kvinders udtryk i rockmusik.
Hos hende var skønhedsidealet uden betydning. I Patti Smiths musik har det vigtige aldrig været, hvordan man ser ud. Det væsentlige er følelser, holdninger og udtryk.
Rockens tvillingesjæle
Men selv om hun redefinerede den kvindelige rollemodel, er sangene på ’Twelve’ udtryk for de mandlige forbilleder, som Patti Smith selv blev formet af.
»Først da albummet var færdigt, opdagede jeg, at fire af sangene er fra 1967. Men det var vel naturligt for mig at vælge de sange, fordi det er den musik, jeg voksede op med. Alle sangene har tekster, som for mig har en spirituel eller politisk energi. De er et kik ind i rock’n’rolls historie. ’White Rabbit’ valgte jeg dog ikke på grund af teksten. Den er med, fordi jeg virkelig godt kunne lide Grace Slick, som skrev den. Jeg har fortolket den som en hyldest til hende«.
»Det er den eneste sang på ’Twelve’ skrevet af en kvinde ...«.
»Det er det vel. Men det tænkte jeg heller ikke rigtig over. Jeg overvejede at fortolke Nina Simone, Tracy Nelson og nogle girl group-sange. Men jeg besluttede så at vente med det, til jeg indspiller endnu et coveralbum. Om sangskriverne er mænd eller kvinder ... det interesserer mig ikke rigtig. Jeg ser bare numrene som sange«.
Patti Smith voksede op i New Jersey og følte sig anderledes end andre børn. Noget af den følelse kom af, at hendes mor var dybt engageret i Jehovas Vidner. Som 13-årig opdagede Patti Smith The Rolling Stones og med dem også for alvor sin egen seksualitet. Indtil da havde hun fulgt med moderen i kirke. Derefter forlod hun Jehovas Vidner og blev optaget af rockmusik og lyrik.
Peter Pan og Lillymodellen
Rockmusik var dengang i 1960’erne meget mere mandsdomineret, end den er i dag. I mandlige rockidoler som The Rolling Stones, Jim Morrison fra The Doors og Jimi Hendrix fandt Patti Smith tvillingesjæle, ligesom hun også gjorde det blandt digtere og i den aldrig voksne litterære karakter Peter Pan.
Hendes skikkelse var drenget, og hendes udstråling var androgyn. Patti Smith gik godt i spænd sammen med mænd. I 2003 sagde hun til avisen Sunday Herald:
»Jeg har aldrig brudt mig om at definere mig selv kønsmæssigt, men jeg tror, at jeg føler mig bedst tilpas sammen med fyre. Fordi jeg har en spartansk, nærmest militant måde at være på. Jeg var en tomboy som barn, og jeg elskede Peter Pan. Han var en af mine første rollemodeller«.
Både som digter, pladekunstner og performer viste Patti Smith fra midten af 1970’erne, at der er andre måde at være kvinde på end Lillymodellen.
På ’Twelve’ er der en sang, hvor hun vist for første gang i hele pladekarrieren synger rent og kønt på den måde, mange piger synger. Det er den mest overraskende og kritikerudskældte sang på ’Twelve’, nemlig en fortolkning af den egentlig ubetydelige gruppe Tears for Fears’ popsang ’Everybody Wants to Rule the World’ fra 1985.
»Din fortolkning af Tears for Fears har overrasket ...«.
Patti Smith afbryder mig med en høj latter og siger:
»Jeg vidste overhovedet ingenting om Tears for Fears. Jeg hørte tilfældigt sangen en dag og syntes, at den fortalte noget om vores verden i dag. Jeg tænker på de store virksomheders grådighed. Vores planet bliver brugt op og slidt ned på grund af beslutninger taget af de få mennesker, som regerer verden. Mennesker med imperialistiske og materielle idealer. Regeringer som den amerikanske. Jeg kan ikke lide popsange, men gode popsange kan sige meget med få ord. Mange er ligefrem blevet vrede over, at den sang er med. Det er latterligt. Jeg synger, hvad jeg vil. Der er også en Paul Simon-sang på ’Twelve’. Jeg kan ærligt talt ikke fordrage Paul Simons musik. Men den sang er god, synes jeg«.
»Jeg ville have spurgt dig, hvad der er sket med din stemme i Tears for Fears-nummeret? Den lyder meget lysere?«.
»Det er en af grundene til, at jeg har lavet en coverplade netop nu: Jeg har opdaget, at jeg kan synge meget bedre, end jeg kunne, da jeg var yngre. Alle sangene på ’Twelve’ synges i forskellige tonearter. Når jeg selv skriver sange, ender jeg altid med at vælge en dybere toneart. Det lille Tears for Fears-nummer er lyst og var let for mig at synge. Det minder mig om de girl group-sange, jeg hørte som teenager. Den var sjov at synge. Og på den måde har hver sang på ’Twelve’ sin egen personlighed, som får andre sider af min stemme frem«.
fortsæt med at læse
