Er der et træskur ledigt på Christiania? I så fald er det ikke utænkeligt, at Patti Smith gerne vil leje sig ind. Fristaden er et sted lige efter hendes temperament og holdninger. Det lod hun adskillige gange forstå, da hun tirsdag aften spillede sin første af to udsolgte koncerter i Christianias Grå Hal, hvor hun også så ud til at føle sig rigtig godt hjemme. Især efter at nogle tekniske problemer i de første numre var løst, så hun kunne koncentrere sig om at skabe den intensitet, der altid er en vigtig del af hendes koncerter.
En generøs performer
Patti Smith er en sjældent generøs performer i den forstand, at hun altid er fuldkommen til stede for sit publikum og kunsten. Hver af hendes optrædener synes unik. Hun stiller sig fremme ved scenekanten og ser smilende sit publikum an. Hun stiller spørgsmål ud i salen, fornemmer stemningen og fordyber sig siden fuldkommen i de enkelte sange. Som bliver hun ét med musikken og glemmer sig selv i overensstemmelse med det nummer, der åbnede koncerten i Den Grå Hal: ’Privilege (Set Me Free)’ fra hendes tredje plade ’Easter’ (1978).
I uundværlig slidt habitjakke
Med de løftede tynde hænder stikkende ud af den uundværlige slidte habitjakke gjorde hun ordene »set me free« til en selvopfyldende bøn om frihed gennem kunst. Siden den nu 60-årige kvinde kom frem som poet, sanger og sangskriver i New York i midten af 1970’erne, har hun arbejdet med poesiens og rockmusikkens transcendentale kraft.
Faktisk helt fysisk fornemmer man, når man hører hendes plader fra og med debuten ’Horses’ (1976), eller når man ser hende på en scene. Ingen personlig forfængelighed står i vejen for hendes udtryk, der også i Den Grå Hal kunne samle bundter af modsatrettede følelser i stemmens grove, anråbende karakter. »Free money« brølede hun og smed en spytklat oveni. »Not to die but to be reborn«, gentog hun i et kraftigere og kraftigere råb, da hun fortolkede forbilledet Jimi Hendrix’ ’Are You Experienced?’, der blev skrevet under Vietnamkrigen, men i den Grå Hal gav genlyd af aktuelle kriges kaos.?
En pacifistisk soldat bevæbnet med ord og musik
Mager og kattesmidig er Patti Smith en pacifistisk soldat bevæbnet med ord og musik. Det kropslige udtryk er stærkt. Det er politisk, spirituelt og sensuelt, og næsten altid alt det hele på én gang. The Doors’ ’Soul Kitchen’ og ’Because the Night’ handler om sex og lyst. Seksualitet er en drivkraft i hendes tidlige sange, men ikke på den søde, bekymringsfri måde. Selv seksualiteten er ofte bundet op i fortvivlet længsel. Instinktive fysiske behov formuleret som kommanderende krav af et autoritetskritiserende åndsmenneske med hofter så smalle som en stor drengs var altså ikke normen, da Patti Smith debuterede. Og er det stadig ikke. Der er sket meget de seneste 30 år, men Patti Smiths kompromisløshed og fokus er noget helt særligt.
Med søn på turné
Bedre blev koncerten kun af, at hun turnerer med fire mænd, der kender hende som kunstner i hver detalje. Guitaristen Lenny Kaye, bassisten Tony Shanahan og trommeslageren Jay Dee Daugherty har hun spillet sammen med i årtier. Nu indgår hendes klaver- og strengespillende søn Jackson Smith på lige fod i den enhed, som de sidste tre fjerdedele af koncerten byggede numre op til et sted, hvor magien pludselig bragede igennem. Man kunne akkurat mærke den i hendes omskrevne version af Van Morrisons ’Gloria’ i fortolkningen af Lou Reeds ’Perfect Day’ og i det sidste ekstranummer ’Rock’n’Roll Nigger’, som hun afsluttede med at råbe »long live the electric guitar«, inden hun rev strengene af dyret.
»Smells like Teen Spirit« som inderlig rockhymne
Men der, hvor tæppet for alvor blev trukket fra til himlen, var i Nirvanas ’Smells Like Teen Spirit’, der var et af aftenens adskillige numre fra Smiths nye coveralbum ’Twelve’. Sunget roligt, rent og smukt med stigende intensitet som en bøn om et sted i universet for de sårbare og tidligt døde som Kurt Cobain. Det kræver altså noget helt specielt at slippe af sted med at udvide det generationsnummer til en inderlig rockhymne om metafysisk reinkarnation uden at virke patetisk. Patti Smith kan.
Patos er simpelthen ikke noget, hun bruger. Hun er forstillelsens modsætning.
fortsæt med at læse
