»Er du bekendt med noget af mit ældre arbejde? Det nye album er jo meget anderledes«, spørger Polly Jean Harvey høfligt, umiddelbart efter at vi har hilst på hinanden.
PJ Harveys hånd er lillebitte. Hun er omkring 160 centimeter høj, mine hænder kan sandsynligvis nå rundt om hendes talje, og knæstrømperne understreger det lillepigeagtige ved den 37-årige engelske kvinde. At hun alligevel ikke ser beskyttelsestrængende skrøbelig ud, skyldes det fokuserede blik og de grove ansigtstræk. Alt andet end ansigtets linjer er i Polly Jean Harveys tilfælde petit. Men munden. Øjnene. Og især næsen får hende til at ligne en stregtegning fra Picassos pen i den rudimentære periode.
Først senere finder jeg ud af, hvorfor hun virkelig gerne vil vide, om journalisten kender hele eller bare dele af hendes pladekarriere, der begyndte med det dengang øjeblikkeligt medieopdækkede debutalbum ’Dry’ i 1992. Det betyder meget for hende, at hendes udtalelser bliver citeret og hendes arbejde præsenteret på en måde, så hun kan stå inde for det.
Snublede ind i branchen
»Jeg havde kun spillet seks koncerter, da jeg fik en pladekontrakt som 21-årig. Inden havde jeg troet, at musikken skulle være min hobby ved siden af et arbejde. Jeg anede intet om musikindustrien, om at give interview, om at skulle finde en manager, hyre en advokat, være nødt til at lave videoer eller blive konfronteret med, at en eller anden journalist i Spanien har fejlfortolket nogle udtalelser i en avis, som i øvrigt har malet mig grøn i hovedet. Det hele var for meget for hurtigt. Jeg snublede, fordi jeg ikke kunne følge med«.
Da PJ Harvey debuterede i 1992, virkede hun ellers ikke usikker udadtil. Bag billederne fik hun et sammenbrud af stress. Men det kunne man ikke se på afstand. Hun blev fotograferet med nøgen overkrop i et britisk musikmagasin, hun tog på international turné med ekspressive sange om feminin seksuel drift og undertrykkelse af kvindelig seksualitet, og hun var i det hele taget en punk- og bluespræget lettelse i en branche, hvor for mange kvinder stadig nejer for dybt.
Kunstnerbarn
»Lick my legs, I’m on fire«, sang hun med pigtrådsfrisure og udtværet læbestift, mens hun spillede guitar i stil med den rå amerikanske blueslegende Howlin’ Wolf, som faktisk var en væsentlig del af lydsporet i hendes barndomshjem på en fårefarm i den engelske provins.
Her, i en lille by i Dorset, voksede hun op som datter af et kunstnerægtepar, der arbejdede med skulpturer og indrettede en lade til koncert- og motelbygning, så det blev attraktivt for blues- og rockmusikere at kigge forbi og give kopiversioner af Howlin’ Wolfs, Willie Dixons og andre musikeres sange.
Nævn Howlin’ Wolf for Polly Jean Harvey, og hele det grotesk smukke ansigt lyser op i smil. Da hun debuterede med ’Dry’, efterfølgende fik et større publikum med ’Rid of Me’ og senere brød bredt igennem i 1995 med ’To Bring You My Love’, var det næsten altid Patti Smith eller den daværende kæreste Nick Cave, hun blev sammenlignet med. De må have inspireret hende, men det gjorde Howlin’ Wolf godt nok også:
» Gosh. Jeg elsker ham. Har du set dvd’en ’The Howlin’ Wolf Story’? For fem år siden købte jeg en Gibson-guitar magen til den, han spiller på i dvd’en. Han spiller slide på den! Det gør folk ellers aldrig. Når jeg spiller på min, kan jeg næsten ikke slæbe på den. I armene på ham ligner den et legetøjsinstrument. Så stor var han«.
Helt ny retning
Hvis man er bekendt med PJ Harveys tidligere arbejde, vil man finde ud af, at hendes nye album er meget anderledes end de tidligere. Der er ikke meget Howlin’ Wolf over ’White Chalk’. Selv om John Parish er en genganger som samarbejdspartner.
Stemmen er anderledes lys, teksterne virker mere introspektive, arrangementerne er så osmotiske, at de skifter farver efter ens eget humør, og hvor hun på tidligere album har spillet elektrisk guitar, er klaveret hendes hovedinstrument på det nye album. For første gang.
Måske er ’White Chalk’ tekstmæssigt vanskeligere at gå til end PJ Harveys tidlige plader. Til gengæld synes albummet at indeholde mere end det, man umiddelbart hører. Også i hendes egne ører:
»Jeg er meget tilfreds med albummet. Sådan har jeg det ikke altid, når jeg er færdig med en plade. Nogle gange føler jeg, at musikken ikke kan leve op til det, jeg gerne ville lave. Kun to gange før har jeg været tilfreds: med ’To Bring You My Love’ og ’Is This Desire’. Jeg synes, at ’White Chalk’ realiserer de ideer om at udforske nyt land og lave lyde, jeg ikke har hørt andre skabe og heller ikke selv har spillet før. En af udfordringerne var at spille klaver. Jeg ville sådan ønske, jeg havde lært at spille klaver som barn. At spille et instrument er ligesom at lære at køre på cykel. Hvis man finder ud af det som barn, glemmer man det aldrig«.
Instrumenter er som cykler
Du spillede saxofon som barn. Gør du stadig det?
»Nej. Det er ellers det eneste instrument, jeg kan prale af virkelig at kunne spille på. Kun ved specielle lejligheder tager jeg saxofonen frem. Som da min far fyldte 70 år. Han er stor rock- og bluesfan. Så jeg og et band samlet til lejligheden spillede J. Geils Band, Roxy Music og den slags den aften«.
Polly Jean Harvey laver kun et avisinterview, mens hun er i København. Hellere koncentreret end sporadisk omtale må være noget af det, hun lærte, da hun i midten af 1990’erne havde en slags sammenbrud som følge af for mange krav for hurtigt. Hun slægtede sine forældre på ved selv at interessere sig for skulptur og musik, men er straks på vagt, når jeg nævner, at hun er gået mere i sine forældres fodspor, end mange andre gør:
»Mine sange handler ikke om mig. Så personlige er de ikke«.
Stresser af i haven
Men mit spørgsmål var personligt. Er du mon tættere knyttet til dine forældre end mange andre, fordi dine forældre også er musikinteresserede skulptører?
»Det er jeg måske. Jeg har tæt kontakt med mine forældre, og det præger mig stadig, at jeg voksede op i en landsby og ikke i en storby. Helt ned i de små ting. Da jeg første gang kom til byen, kunne jeg ikke forstå, hvorfor folk bare gik forbi hinanden på gaden uden at løfte ansigterne og sige goddag. I en lille by siger man jo goddag. Jeg kom til storbyen og musikbranchen helt uden forsvarsmekanismer og skulle lynhurtigt lære at tackle, hvordan man kommunikerer i den verden. Efterhånden har jeg lært det. Men naturligt for mig bliver det aldrig. Det stresser mig stadig«.
Hvordan slapper du af?
»En del af tiden bor jeg ude på landet i nærheden af mine forældre. Jeg har en have. Man lærer så meget af at se noget gro – eller ikke gro – når man selv har plantet det. Folk siger til mig: »Din musik er så dyster«. Og hvorfor er den det? Prøv at se på, hvordan vi lever? Jeg bliver påvirket af de dystre nyheder lige nu. Fysisk arbejde renser tankerne. Især havearbejde. Manuelt arbejde er i det hele taget meget befordrende for kreativitet«.
fortsæt med at læse
