Der skal ikke meget til. Et enkelt ’pling’ rækker. Hun rækker sin pegefinger ind mellem harpens røde, blå og hvide strenge. Kroger fingeren om en streng. Og slipper den. Nærmest som en refleks hæver en ung mand i en rød- og sortternet skovmandsskjorte armene og klapper. Så spiller hun en hel sang. Lader fingrene klatre sig vej frem over harpens strenge, mens en klimprende melodi fremkommer. Hele salen hujer og klapper. Da koncerten efter to små timer er slut, og hun knipser en sidste melodi ud af instrumentet, er en fyr i 20’erne med briller i tykt sort stel og busket fuldskæg den første, der rejser sig. Veninden ved siden af ham følger efter. Så gør resten af salen det.
Mænd med stramme jeans, ironiske overskæg, sorte Converse-sko og smarte storbypiger i tights, løse bluser og med rodede knolde i håret løfter armene, pifter og hujer. Ad en harpespiller. Forstår det ikke selv Men aftenens harpespiller er noget særligt. Hun hedder Joanna Newsom og gør harpespil cool. Og nu sidder hun der, til koncerten 23. maj, i DR-koncertsalens spotlys, i sin smaragdgrønne kjole og matchende sko, med sit lange lyse hår, der når ned til bagdelen, og harpen foran sig. Og tænker på, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre. Hun forstår det nemlig ikke selv. Den 28-årige amerikanske sangerinde og musiker Joanna Newsom er et paradoks. Hun laver komplicerede sange, oftest mere end syv minutter lange, blander polyrytmer med klassiske kompositioner og nyfortolkninger af folkemusikken.
