Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lorteunge. Som barn var Lazar Lazic lærernes skræk. I dag gør den 22-årige rapper alt for at vise, at han faktisk er den bedste til noget.
Foto: Jacob Ehrbahn

Lorteunge. Som barn var Lazar Lazic lærernes skræk. I dag gør den 22-årige rapper alt for at vise, at han faktisk er den bedste til noget.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Supernørd med guldtænder: »Man skal blære sig«

Sukker Lyn er rundet af både privatskole og socialt boligbyggeri. Og bruger begge dele i sin musik.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi bliver nødt til at stå lidt uden for bodegaen Scala på Nørrebro.

Lazar skal lige spise sin Risifrutti færdig. Han synes ikke, at han kan tillade sig at tage den med indenfor.

Da han har spist færdig, går han over på den anden side af vejen og smider emballagen ud. Der er nemlig ikke så meget plads i Scalas skraldespand, beretter kvinden bag baren. Hun skænker Fernet Branca-shots, knapper Hofpilsnere op og giver os glas til.

Det er mandag, det er middag, og smagen af rismåltidet skal naturligvis skylles ned med en kold stift og en bitter. For sådan er Lazars liv. En evig gang mellem det fornuftige og ufornuftige, det rigtige og forkerte. Og derfor har han ofte gået rundt alene i midten af det hele.

Behov for det dumme Lazar hedder Lakic til efternavn og rapper under aliasset Sukker Lyn.

Hvis du ikke kender ham, er det måske, fordi han kun har lavet musik i halvandet år og blot har udgivet én ep. Men som Sukker Lyn er han det nye beskidte skud på selskabet CHEFF Records’ stamme – der også tæller Kidd, Klumben og andre unge rappere, som har hjulpet til at gøre dansk dancehall, hiphop og rap moderne igen.

»Dansk rap har for længe været præget af voksne mænd, der græder over kvinder – »åh, bitch, kælling, hun kunne ikke lide mig«. Det gider ingen høre på!«, siger Lazar.

LÆS ANMELDELSE

»Der er behov for nogle unge og dumme folk. Jeg gør mine tekster så dumme og partyagtige som muligt på overfladen og pumper så noget dybere ind få steder til de interesserede«.

Hvorfor?

»For at gøre det dybe fordøjeligt. Det kan godt være, at jeg er vokset op på et asylcenter, men jeg gider ikke at være sådan en, der har det vildt hårdt og siger »åh, jeg har været på asylcenter, hør på mig, åh««.

Minder om guld og sprut
Lazar blev født i Sarajevo i 1991. Men da der udbrød krig i Bosnien året efter, flygtede familien til Danmark.

De endte på et asylcenter i Silkeborg.

Lazar kan huske den dag, hvor en sigøjnerpige kom med en kæmpe pose guld og bad hans mor gemme den. Og at en af asylansøgerne engang blev taget i at stjæle en flaske sprut nede i Føtex. Han drak sig mega stiv og kastede sin madras og sit fjernsyn ud ad vinduet og satte ild til det.

Og så var der selvfølgelig le slåskampene. Der var altid nogle, der var sure på hinanden og havde det for sygt.

Destruktiv adfærd
Familien fik asyl og flyttede til Silkeborgs et af sociale boligbyggerier.

Men Lazar kom i børnehave med danske børn og senere privatskole. Hans mor var bange for, at han ikke ville blive et normaltfungerende menneske, hvis han gik i skole med børnene fra blokken. Og var han kommet på den kommunale skole, var han blevet kriminel.

Det er han ikke i tvivl om.

Hvis jeg havde mange penge, kunne jeg redde en masse mennesker fra afgrunden. Og samtidig købe kæmpe guldkæder til mig selv

I skolen var han et ulideligt barn, der forstyrrede helt vildt og havde tendens til at slås meget. En »rigtig lorteunge«, der dog fagligt lå over gennemsnittet.

»Jeg har en destruktiv adfærd og trang til at ødelægge. Det er taberagtigt at slås, men det er alligevel også bekræftende og en urting i mig«, siger han.

LÆS ANMELDELSE

Efter folkeskolen droppede han ud af gymnasiet og to uddannelser på Teknisk Skole. Så kommunen sendte ham på højskole. Der fandt han en årsag til sin energiske opførelse. Han havde ADHD. Eller var »skingrende damp«. Et mega dickhead


Lazar trykker sine knoer mod hinanden over bodegabordet, så en tatovering på hver hånds yderside danner navnet Bionic Disco.

Det er navnet på det lydsystem, Lazar startede med to venner for to år siden efter højskolen. Han købte to pladespillere, og så begyndte de tre drenge at spille. Pengene tjente teenageren Lazar ved at spille en masse poker.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han gik rundt i byen med 10.000 kroner i lommen og var, med egne ord, et mega dickhead, der var for ung til eje så mange penge. Men efterhånden begyndte poker at fylde for meget i hans liv, så der skulle ske noget nyt. Det blev musik.

Bionic Disco begyndte at spille koncerter. Og Lazar begyndte at gribe mikrofonen og råbe eller rappe i den. Han blev til Sukker Lyn. Sukker på grund af hans sukkerafhængighed og reggaemusikeren ’Sugar’ Minott. Lyn på grund af hans ADHD og z’et i hans navn.

Røgen siver ud af Lazars mund og sætter sig i bodegaens gulnede stores. Han har kondisko på. Hans skæg er sort og spidst, og på hovedet sidder en omvendt kasket. Under den hænger et sjalsmønstret bandana ned som to mørkeblå jødekrøller. Tog han tøjet af, ville man kunne se, at hans tynde krop er fyldt med mørke tatoveringer.

Når han åbner munden, skinner en række af seks guldtænder. En hurtig tusse


Tænderne bruger han kun på scenen, og når han skal have taget billeder, for de er lidt ubehagelige at gå med. Han piller dem ud og viser, at hans egne tænder intet fejler.

»Jeg er 49 % guldtænder og 51 % aggressiv supernørd«, siger han.

»Jeg pumper musikken op, og jeg pumper mig selv op. Størstedelen af mig er en nørd, der fordyber sig fuldstændigt i alt. Men nørden er vokset op i et fucked kvarter«.

På et tidspunkt besluttede Lazar sig for at forfølge en drøm om at blive tatovør og fik en læreplads i Hobro. Han troede, at han bare skulle ryge nogle smøger og se svedig ud uden for butikken, og så lige ind og lave en hurtig tusse en gang imellem.



Men i stedet sad nørden konstant foroverbøjet og tegnede for at blive den bedste. Han skulle knokle. Og det ville han gerne.

Hvis det ikke var, fordi han hele tiden kunne se på Facebook, at hans nye rappende venner fra København havde det for sygt og svedigt og drak bajere hele tiden. Det ville Lazar også. Så han tog til København.

Det var i 2012. Han startede med at lave dancehall, men mistede interessen for genren. Så han dalrede rundt i nogle måneder og festede.

Men en dag stod han pludselig i studiet med vennen og CHEFF-produceren ELOQ, og så gik de bare i gang med at lave Sukker Lyns første ep. De havde begge en interesse for hårde rapgenrer som tung sydstatsrap, crunk og trap og vidste, at det var der, pladen skulle hen lydmæssigt.

Et år efter udkom ’Megaflex’. Det er en måned siden.

Rapperen Lars Larsen
Bag Lazar vinder en mand i arbejdstøj og løbesko på bodegaens spillemaskine. Mønterne klirrer. Lazar vender sig om.

»Så er der gevinst«.

Lazar kan godt lide penge. Han vil gerne være rig. Det var derfor, han spillede poker. Det er derfor, han laver musik. Og det er derfor, han nu er begyndt at handle med aktier.

Han mener, at Lars Larsen er rap. Fordi han laver en milliardforretning og husstandsomdeler sin egen biografi. For hvor gangster er det ikke?

»Det er rap, for helvede! Man skal blære sig«, siger han.

LÆS ANMELDELSE

»Men jeg vil også gerne have større og bedre muligheder. For mig selv og min familie og mine venner. Hvis jeg havde mange penge, kunne jeg redde en masse mennesker fra afgrunden. Og samtidig købe kæmpe guldkæder til mig selv«.

Drengen i midten

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Guldkæder og gavmildhed. Fernet Branca og Risifrutti. Serbien og Danmark. Sukker og Lyn.

Det er den dobbelthed, der driver ham frem. For han har altid stået i midten. Mellem dem fra blokken, der hørte Tupac, og dem i privatskolen, der hørte Povl Dissing. »Det ene sted lærte jeg at bokse, det andet sted lærte jeg at elske og nyde en Nina Simone-sang. Jeg har kunnet tage fra begge sider. Men det har også givet mig mindreværdskomplekser. For jeg vil vildt gerne vise den ene side, at jeg er bedre end dem, og så jeg vil gerne vise den anden side, at jeg er bedre end dem. Og så føler man sig ligesom alene i midten«. Hvad vil du vise?»I folkeskolen så jeg altid, at folk var glade og havde nogle velfungerende forældre, mens lærerne var sure på mig. Nu vil jeg bare gerne være den bedste til et eller andet på et eller andet tidspunkt. For at vise dem, at jeg er et normalt human being. At jeg er lige så capable som alle andre«.





Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden