Som han læner sig ind over bordet i pladeselskabets lokaler på Christianshavn, ligner han netop det, han er: en blanding af sej bad boy og sød popdreng.
Fregnerne danser lystigt på den brede næse, mens øjnene sender et mere dystert blik.
»Genrefascisme er forfærdeligt«, siger han.
»Hvis jeg blev tvunget til kun at spille én genre, så ville jeg holde op med at lave musik«, tilføjer han.
3. februar udkommer hans andet album ’Det vi sku’ miste’. Singlen ’Dengang du græd’ fra den kommende plade er indtil videre blevet streamet omkring 3,6 millioner gange.
LÆS OGSÅ Mytedræber: Musikere og pladeselskaber tjener penge på streamingtjenester
Og ligesom på forgængeren blandes reggae, r’n’b og pop rask væk med hiphop og melodiske, men alvorstunge dansksprogede sangtekster, så det bliver til den helt særlige Shaka Loveless-lyd. Han vil helst ikke beskrive sin musik for ikke at sætte sig selv i bås, men nødtvungent kalder han den for ’Urban Pop’, der er tilpas ukonkret til, at det går an.
Shaka Loveless kan nemlig ikke fordrage det, han betegner som »genrefascisme«.
»Det er for eksempel at sige: ’Jeg laver kun reggae, for det er det eneste, der er fedt«, forklarer han.
Mere end en døgnflue
Det er fint nok at være vild med at spille en bestemt slags musik, problemet opstår ifølge ham, når man hævder, at en genre er de andre overlegen, og at de resterende som følge deraf ikke er værd at bruge tid på.
»Så har du taget en smuk ting som musik, der i virkeligheden skal skabe samhørighed og er kommunikation, og brugt den til at lukke dig selv inde«, siger han.
Og kærligheden til mangfoldighed kendetegner ikke kun hans tilgang til musik, men også til politik, hans hood, Nørrebro, vennerne og alt andet i livet.
Shaka Loveless debuterede i 2012 med pladen af samme navn, hvorfra hittet ’Tomgang’ blev det femtemest spillede nummer på Spotify og fik masser af airplay både i radioen, hvor singlen blev ’P3’s Uundgåelige’, og under den åbne himmel, hvor det nærmest virkede, som om nummeret blev sat på repeat til sommerens gadefester.
Det er nu, den 29-årige musiker skal bevise, at han med sine alvorstunge popmelodier er mere end en døgnflue.
Selvhjælpsreggae er ikke helt galt
Nummeret ’Tomgang’ handler om, hvordan Shaka Loveless og hans slæng en overgang tog for mange stoffer, og hvordan særligt en af vennerne kom alt for langt ud.
Og på ’Det vi sku’ miste’ tager han igen afsæt i sine egne erfaringer.
Men hvor den første plade arbejdede med en dualitet og både handlede om ham selv og den omkringliggende verden, er omdrejningspunktet for den nye plade i endnu højere grad det indre. Og temaet er forgængelighed. Op til at arbejdet med pladen skulle begynde, gik Shaka Loveless og hans kæreste fra hinanden, og det har i høj grad præget stemningen på pladen.
»Jeg tager altid afsæt i personlige ting, og den nye plade tager helt sikkert udgangspunkt i, hvordan jeg havde det i kølvandet på bruddet«, fortæller han.
LÆS MERE
Derfor er det ikke helt galt at tale om ’selvhjælpsreggae’, som en anmelder her på avisen tidligere har kaldt hans musik. Altså lige bortset fra »at det ikke kun er reggae«, pointerer Shaka Loveless og griner.
Veksler på det hele
Hans inspirationskilder er mange.
På efterskolen blev han introduceret for kunstnere som Sebastian og Skousen og Ingemann, hvis nummer ’Herfra hvor vi står’ han lavede en genindspilning af på sin debutplade.
Han har hørt Hendrix og Beatles, spillet for rapperen Jokeren og gruppen Outlandish og været en del af bandet The Gypsies, som spillede hiphop og r’n’b, samt poprockbandet Are We Brothers?.
I processen med at skabe nye numre lader han underbevidstheden trække veksler på det hele og kan så først senere for eksempel se, at »der har jeg da godt nok fået mine 80’ere på«.
Det var, da 1980’erne netop var blevet til 90’erne, at Shaka Loveless første gang sad med et instrument i hånden. Hans far, den amerikanske musiker James Loveless, havde beordret ham til at prøve at spille musik, fordi han tænkte, at det ville være noget for den dengang 11-årige Shaka Loveless. Drengen valgte guitaren, og fra første time var han solgt.
»Det er noget af det gode ved USA, at børnene ikke bare altid får lov til at bestemme selv. Det var god pacing«, siger Shaka Loveless med resterne af en aarhusiansk accent og klør de sorte skægstubbe på højre kind.
Måleenhed: joints/time
Shaka Loveless’ mor er dansk, og han er født i Danmark og delvis vokset op i Østjylland, primært Aarhus, og på Ibiza, hvor familien boede, da han var lille.
Og de små velmente skub er noget, forældre benytter sig alt for lidt af i Danmark, mener han:
»Hvis du siger, at dit barn skal et eller andet , så vil alle de andre voksne tænke ’Hvad fanden laver du? Du begrænser dit barn!«.
Men begrænset føler Shaka Loveless bestemt ikke, at han er blevet.
Efter folkeskolen rådede hans mor ham til ikke at gå direkte i gymnasiet. Og det var et godt råd, for på det tidspunkt ville det bare være gået op i at undersøge, »hvor mange øl jeg kunne nå at drikke, og hvor mange joints jeg kunne nå at rulle i timerne«.
Senere er han to gange begyndt på en hf, men sidst blev han smidt ud på grund af for meget fravær – musikken tog al hans tid.
Ikke for tæt på
Når Shaka Loveless i dag sidder med guitaren og skal skrive sangtekster, arbejder han ofte i et flow, hvor han fører pennen uden at tænke over, hvad der kom ned på papiret, og først senere tager stilling til, hvad der egentlig står.
På den måde kan han komme længere ned i materien ved at skrælle de første lag af bevidsthed af.
»Så har man ikke det der filter på, og så bliver det mere en følelse, man kan skrive ud«, siger Shaka Loveless.
På den måde renses teksterne for konkrete hændelser og beskriver i stedet en række fornemmelser, og det gør, at de fortællinger, der som udgangspunkt var meget personlige, bliver mere almene, fordi lytteren kan danne sine egne billeder, mener han.
»Hvis du skriver om tingene en til en, så bliver det let bare ubrugelig følelsesporno«, siger han.
»Det synes jeg ikke, vi skal ind på«
Shaka Loveless er i det hele taget ikke meget for at være for specifik omkring det personlige.
Flere gange under interviewet skifter vi samtaleemne efter et »det synes jeg ikke, vi skal ind på«, og han når også at afbryde sig selv med et »hov, det skal jeg ikke sige noget om«. Vi skal helst holde os til at snakke om tingene på et overordnet plan.
Måske er det netop, fordi hans tekster er åbne for fortolkning, at hans musik appellerer så bredt, at både børn og voksne kan synge med, gætter han.
»Jeg kan godt lide, at jeg kan spille klokken 13 om eftermiddagen foran en masse børn, men også klokken et om natten foran en masse pissefulde folk«, siger han.
De fængende melodier og veltilrettede rim kan nu også have noget med sagen at gøre. Shaka Loveless har talent for at lave ørehængere.
Et af de numre, han selv holder mest af på den nye plade, er ’På Knæ’, der er tænkt som en form for bøn:
Lad mig tage stikket hjem i dag / giv mig styrken til at trække det ud / og lad det ligge tilbage / lad mig tage handsken hvor den faldt / bryde ud af den pansrede skal og lad mig se / meningen i alt.
»Bagefter kunne jeg så se, hvad det egentlig var, jeg havde bedt om: at have styrken til at kunne tage imod, men også til at sige farvel og give slip. Det indkapsler stemningen på pladen meget godt«, siger han.
Buddhisme og iltert temperament
I hans familie er der mange teologer, og hans mor har dyrket buddhismen i 25 år.
Shaka Loveless er ikke religiøs, men han synes, de filosofiske aspekter af religion er interessante, og han drømmer om på sigt at supplere musikken med en akademisk uddannelse i filosofi. Dermed ville han også følge i fodsporene på resten af familien, hvor hans søskende alle har eller er i færd med at tage en universitetsuddannelse.
Men først skal han til Frankrig til sommer for at møde morens buddhist-lærer, som bor der.
LÆS ANMELDELSE
Det handler nu mindre om religionen og mere om, at han har et ønske om at få vendt nogle ting.
Om det så er en buddhist, en præst eller en psykolog, han taler med, er mindre vigtigt, fortæller han. Så længe det er en, der kan lede ham i retning af at få lidt bedre styr på følelserne, som han ofte oplever kommer til at tage overhånd både privat og professionelt.
»Jeg lader mig hele tiden styre af mine følelser, og egentlig er det trippet, for de er jo kun opstået i mig selv, så hvor sande er de egentlig?«, siger han og fortæller, at han især tidligere har haft en tendens til at blive ordentlig hidsig.
»Hvis jeg kommer til at tænde af, så får jeg tømmermænd. Jeg får det fysisk dårligt, fordi jeg føler, at jeg har tabt kontrollen, og det er heller ikke konstruktivt«.
Jeg spørger, om han kan give et eksempel på, hvornår det er sket. De mørke øjne bliver om muligt endnu mørkere, og han rykker den brede ryg lidt tilbage i stolen.
»Et tænkt eksempel kunne være, hvis man prøver at blive løst fra en kontrakt, og så er der nogen, som egentlig giver en et fair tilbud på, hvad der skal til, for at man bliver løst, og så går man bare amok og truer nærmest med at sende et tæskehold på dem. Det er ikke befordrende for noget som helst«.
Berømmelsen er en illusion
Når temperamentet af og til løber af med ham, er det, fordi han investerer så meget af sig selv, at det ikke er til at bære, hvis tingene ikke går som planlagt.
Og før han brød igennem, fyldte bitterheden over ikke at blive »set« meget i ham.
»Jeg har villet musikken så meget, at det gjorde ondt i hjertet«, fortæller han.
Derfor er han også meget bevidst om, at han får meget forærende nu, hvor han i den grad er blevet opdaget. Og at berømmelsen skal nydes, fordi den forsvinder igen.
»Berømmelsen er en illusion. Shaka Loveless som en 12-årig måske ser mig, mit brand, er en kæmpe illusion. Jeg er ikke den der plakat«, siger han og peger på den store plakat, der hænger bag mig, hvor Shaka Loveless, som en anden 2Pac, poserer med nøgen chokoladebrun overkrop og tatoveringer på brystet.
»Men det er vigtigt for mig at lave det her, og det kunne være dejligt at fortsætte med det i nogle år«, siger han.
Alt, hvad vi har, skal vi miste
Tatoveringen forestiller hans farmor og farfar, som han aldrig fik taget sig sammen til at besøge i Florida, før det var for sent.
Når han har en undertrøje på, kan farfaren lige netop titte ud under stroppen og følge med fra scenen, når Shaka Loveless spiller koncert. Og minde ham om at huske at leve i nuet.
For det er ikke kun berømmelsen, men alting i tilværelsen, der har en tid til at udfolde sig og en tid til at forsvinde igen, og det gør det så meget desto mere vigtigt at nyde tilværelsen i al dens mangfoldighed, mens den udfolder sig.
»Alt slutter. Det gjorde mit forhold, det gør min karriere, det gør vores liv. Alt, hvad vi har, skal vi miste«, siger han.
fortsæt med at læse
