Musik

Politikens klassiske anmeldere anbefaler: Her er de 20 bedste album fra 2018

Året har budt på et sandt orgie af forskellige klassiske udgivelser. Fra suveræn Stravinsky over sart Chopin til fandens fræk barok og cool Beethoven. Her er det bedste, vi har anmeldt i år. Rangordnet med den allerbedste først.

Musik

1. Stravinsky: Le sacre du printemps. Lucerne Festival Orchestra. Decca: Det er vanskeligt at pege på et værk, der mere effektivt har sprængt musikhistorien i luften og vendt op og ned på vores ideer om musik. I en vellykket optagelse med La Scala-operaens musikchef, Riccardo Chailly, høres hvert instrument i det enorme orkester, og både det brutale og det raffinerede i Stravinskys partitur kommer til sin ret. tm

2. Enfers. Pygmalion. Harmonia Mundi: Bulder, brag og blokfløjter. Det her er Wagner, fra før Wagner var opfundet. Med berømte operascener af Rameau og Gluck har det franske ensemble Pygmalion under ledelse af Raphaël Pichon lavet et genialt 2018-album, der på en gang er excentrisk, effektfuldt og forbløffende vellykket. tm

3. Prism I. Danish String Quartet. ECM: Beethovens sene strygekvartetter skal være seriens røde tråd. Bach er lysstrålen, der rammer prismet bagfra og spredes frem mod nyere komponister. På seriens første album, som kom i år, spilles Sjostakovitjs sidste kvartet rent og nedtonet, så sorgen pibler frem. Det er cool gjort. Blottet for selvsmagende poseren, men med tilpas med muskler under skjorten. tm

4. Bach: Brandenburgkoncerter. Concerto Copenhagen. Cpo: Concerto Copenhagen er et internationalt barokorkester, der under Lars Ulrik Mortensens personlige ledelse har skabt sin egen plastiske sound. De får Bachs seks berømte Brandenburgkoncerter til at gnistre. tm

5. Chopin: Nocturnes. Ingrid Fliter. Linn: Her er ro, men hver tone har kant. På samme måde som måneskiven har det en nat, hvor man vågner og ser den gennem vinduet, mens verden sover. Den argentinske pianist Ingrid Fliter er ikke bare en ægte musiker. Hun har også en særlig fornemmelse for Chopins pianisme og poesi. tm

6. Liszt. Lucille Chung. Signum: Fra ’Gretchen’ fra Liszts ’Faust-symfoni’ til den store berømte h-mol-sonate, der river klaveret fra hinanden i 30 minutter, spiller den canadiske pianist Lucille Chung med et forbløffende nuanceret anslag. Tror pokker, hun er anerkendt både på sit eget kontinent og i Liszts hjemland, Ungarn. hf

7. Reich: Drumming. Kuniko. Linn: Med ’Drumming’ revolutionerede amerikaneren Steve Reich i 1971 begrebet musik. Japanske Kuniko har som en sand perfektionist studieindspillet det enorme slagtøjsværk helt alene ved hjælp af multi-track og overdub. Det er et udspil fra en kontrolfreak. Forrygende og fascinerende. tm

8. Händel: Concerti a due cori. Freiburger Barockorchester. Harmonia Mundi: Musikken er prangende skrevet for to orkestre. Händel viser sit mesterskab i en stil med masser af inspiration fra 1700-tallets nyeste italienske musik. Som den forretningsmand, han var, brugte han disse koncerter til at gøre opførelser af sine oratorier endnu festligere. tm


9. Bartók: Violinkoncerterne. Christian Tetzlaff. Det Finske Radiosymfoniorkester. Ondine: Denne indspilning af Bartóks to violinkoncerter er tæt på det ultimative. Tyske Christian Tetzlaff mikser virtuositet og musikalitet forløsende, sitrende følsomt og stilrent, og orkestret under dirigenten Hannu Lintu svulmer. tm

10. Brahms: Symfonierne. Scottish Chamber Orchestra. Linn: Dirigenten Robin Ticciati har krympet de mægtige symfonier til forvokset kammerstørrelse i forsøget på at skabe »rå, romantisk feber«, og i den forvandlede udgave har de fået et drev og en nerve, man ikke lige bliver færdig med. hf

11. Bruckner: Symfoni nr. 4. Gewandhausorchester Leipzig. DG: Andris Nelsons dirigerer med en fornemmelse af ro, som han genialt kombinerer med suspense og uhyggelig energi. Leipzig-orkestret har klasse som god lagret rom, og det er storslået at høre solen bryde frem gennem den mystiske disede klang, mens messinget barskt sættes op imod de bløde strygere. tm

12. Messiaen: Catalogue d’Oiseaux. Pierre-Laurent Aimard. Pentatone: Hvert stykke i franskmanden Olivier Messiaens klingende katalog beskriver ikke bare en bestemt fugl, men også en region i Frankrig. Musikken er præget af impressionisme, og eksperten Pierre-Laurent Aimard spiller det fantastiske værk, så man bare vil være lydornitolog. tm

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

13. Arvo Pärt: Symfonierne. NFM Wroclaw Philharmonic. ECM: Fans af Pärts meditative skønhed får sig måske et chok, når de opdager hans onde og fandenivoldske ungdomssymfonier. Musikken ophober energi, som man også kender det fra hans spirituelle værker, men verden bag Jerntæppet er begsort og militant. hf

14. Beethoven: Klavertrioer vol 1. Trio con Brio. Orchid Classics: Her er smidighed og opmærksomhed i hver af den unge Beethovens fraser. Buerne løber over strengene med betagende lethed. Albummet lægger et snit gennem Beethovens samlede produktion og lover fantastisk for den samlede serie. tm

15. Verdi. Joseph Calleja. Orquestra de la Comunitat Valencia. Decca: Operasangere kan gøre ting i studiet, de ikke nødvendigvis kan på scenen. Med smagsprøver fra voldsomme Verdi-partier – hærføreren Radamès fra ’Aida’ og den venetianske flådekaptajn Otello – viser toptenoren Calleja, hvor han er på vej hen. tm

16. Rakhmaninov: Klaverkoncert nr. 2. Boris Giltburg. Royal Scottish National Orchestra. Naxos: Stortalentet Boris Giltburg får Rakhmaninovs elskede koncert til at ånde med en rolig tyngde, der virkelig giver noget at bygge op fra, når klaveret og orkestret skal op på den store klinge. Det er smukt at opleve ham ogdet skotske orkester dyrke skønheden. tm

17. Haydn: Piano Trios. Trio Wanderer. Harmonia Mundi: Musikken lyder slank, men saftig, og de tre instrumenter balancerer flot i forhold til hinanden. Her får man dannede og dejlige wienerklassiske kammermusiktrioer, som i raffinement og perfektion formentlig overgår, hvordan musikken har lydt på Haydns tid. tm

18. Mozart: Violinkoncerter nr. 4 & 5. Nikolaj Znaider. London Symphony Orchestra. LSO: Den farvede konfetti på coveret passer til det, der kommer ud af højttalerne. Violinstjernen Nikolaj Znaider kaster glimmer og glans over Mozart, mens hanbåde dirigerer og er solist på det første af to album fra i år med Mozarts fem violinkoncerter. tm

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

19. Bach: Goldbergvariationerne. Andreas Borregaard. BIS: Vi begynder og slutter i det drømmende og melankolske med langsomme, seje, spinkle melodier, når Andreas Borregaard dejlig ambitiøst laver Bachs udødelige cembaloværk om til musik for sit instrument, akkordeonet. hf

20. Elliott Carter. Late Works. Pierre-Laurent Aimard. Ondine: Da Carter i 2012 døde 103 år gammel(!), var han midt i et sandt arbejdsraseri af orkestermusik, hvor voldsomme klange suger lytteren ind i nye eksplosioner af tætte klynger af toner. Her er albummet til alle, der kan lide action, der kradser i øregangene. hf


Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce