Rasmus Seebachs solodebut solgte tidobbelt platin. Det svarer til svimlende 200.000 eksemplarer og er en spektakulær bedrift i en tid, hvor så storsælgende popplader herhjemme hører fortiden - og Medina - til. Men hvor Medina er gået målrettet efter dansegulvet, har den 31-årige Seebach malet sit eget hjørne af popmusikken op med en bredere pensel. 'Mer' af samme skuffe' Og måske er det netop derfor, man med fordel kunne komme til at kalde Seebachs andet album 'Mer' end kærlighed' for 'Mer' af samme skuffe'. For det er egentlig falsk varebetegnelse, når der reklameres for mere end kærlighed. For Seebach synger ikke om andet. LÆS OGSÅTo generationers musikere om Rasmus Seebach Til gengæld gør han det med en rimelig variation. Fra spirende forelskelse til voyeuristiske smugkig på eks'ens nye eskapader. Fra dansegulvets klimaks til taxaens bagsæde. Fra kærligheden til familien til, ja, kærligheden til Astrid Lindgren. Helt ensporet er det ikke.
Forskellige sider af kærligheden 'Mer' end kærlighed' åbner stærkt med en tretrinsraket af popsange, der behandler tre forskellige sider af kærligheden med et melodiøst og tekstmæssigt solidt overskud, der ganske enkelt gør det svært at sidde uberørt tilbage. På 'Lys i din lejlighed' handler det om den gamle kæreste, der vist nok er kommet videre og i hvert fald har nye blomster i vindueskarmen og lys i sin lejlighed. Imens Rasmus stadig har hendes nummer på sin telefon. LÆS OGSÅSeebach jr.: »Jeg ville elske at ligge i jukeboksen ved siden af min far« Og selv om sangen på papiret har en stærkt deprimerende dagsorden, får Seebach på beundringsværdig vis løftet sit åbningsnummer op over den selvoptagede hverdagstragedie med en velfortalt historie tilsat en luftig, nutidig produktion med sporadisk klaver og en horde af liflige synthesizere.
Storbyen som kulisse Og så lad gå, at han på fascinerende vis formår at rime 'Langebro' på den førnævnte 'telefon'. For hovedstaden spiller atter en gang en vigtig rolle hos Seebach, der bruger sin by som trofast kulisse. Det samme sker på den mere afdæmpede 'I mine øjne', hvor det er vejen tilbage til barndomshjemmet, han synger om. For selv om det aldrig bliver sagt ordret, lyder sangen som en indirekte kærlighedserklæring til familien. Modsat er den veldrejede 'Falder' en nymodens forelskelsesode.
Spirende forelskelse Og gu' mærker man den der følelse af spirende forelskelse. For den kan Seebach beskrive. I hvert fald for det meste. Desværre drukner enkelte numre i de udtrådte klicheer, som Seebach ellers undgår med sin dagligdagsagtige, direkte stil. Således handler 'Millionær' om, hvor ligegyldige penge er, hvis man ikke har nogen at dele dem med. Og om, hvor vigtigt det er at finde en, der elsker dig for den, du er, og ikke for din bankkonto. LÆS OGSÅSeebach stryger til tops på hitlisten - før hans plade er på gaden Titelnummeret falder i samme fælde. »Jeg ville ønske vores liv var en dans på røde roser / Men kærlighed er ikk' som på film«, lyder det. Væk er hverdagen, ind kommer poesibogslyrikken.
Elegant og sikker storbyslalom Modsat gøres der honnør til selveste Astrid Lindgren på vuggevisen 'Nangijala', der nok stikker ud, men samtidig også tager stikket hjem med både løvehjerte og symfonisk overskud og sender en stormflod af kærlige tanker til børn, der lever med døden på nært hold i form af en cancerdiagnose. Bortset fra svipturen til drømmeland kører Seebach elegant og sikkert storbyslalom ned igennem den moderne mands følelsesregister, og det meste af tiden er det en fornøjelse at rejse med som blind passager. Dag som nat. LÆS OGSÅMTV-seere: Rasmus Seebach er årets danske kunstner For albummet byder også på mere kluborienterede numre i forlængelse af debutens 'Natteravn'. Stærkest står 'Sirenerne', der lyder som en direkte fortsættelse af førnævnte, hvor den rastløse sjæl stadig flakker rundt i natten uden rigtigt at vide hvad - eller hvem - det skal føre til.
Massere af hitpotentiale Til gengæld står hitpotentialet som mejslet i granit, og mon ikke hele kongeriget inden årets udgang synger med på, hvad der nærmest er blevet Seebachs signaturlyd - det følsomme »uh-hu«, denne gang forklædt som sirener i natten tilsat en taktfast bas, der hamrer af sted som et velfornøjet hjerte. Sådan kan en popsang anno 2011 med fordel skæres. Til hverdag og fest, Seebach er bedst? Han har i hvert fald et solidt greb om sin egen stemme og de fleste af de ord, der kommer ud, kan snildt klare genhør. Også selv om de ikke handler om meget mer' end kærlighed. FACEBOOK