Da Phoenix tidligere på måneden spillede på den amerikanske festival Coachella i Californien, var det en af de koncerter, der blev talt rigtig meget om bagefter.
Forståeligt nok. For selv om de fire franskmænd ikke umiddelbart er noget festfyrværkeri per se – det behøver man blot at konsultere deres pressebilleder for at kunne konstatere – stod de alligevel bag Coachellas festligste bagholdsangreb, da de inviterede ingen ringere end R&B's fineste førsteelsker, R. Kelly, med sig på scenen.
Dét var fremragende.
LÆS OGSÅ 'Phoenix' bliver NorthSide's sidste hovednavn
At se de blege, tyndlemmede, franske lapser med notorisk morgenhår og tilpas opknappede skjorter i indfølt symbiose med den hærdebrede, mahognifarvede R. Kelly, der naturligvis var iført guldbesat kasket og ditto fuldfed halskæde og diamantbesat mikrofon, imens et guldur på størrelse med Fyn tronede på hans venstre håndled.
Sammen spillede de Phoenix' '1901' og 'Chloroform' samt R. Kellys 'Ignition' samt lidt af 'I'm A Flirt' og indkapslede på lidt over fire minutter en god portion af den drilske overraskelsesiver, jeg savner på Phoenix' femte album med den ellers godt desperate titel 'Bankrupt!'.
Lidt mere formummet
Det åbner ellers aldeles forrygende med den vanedannende førstesingle, 'Entertainment'.
En sang, der ivrigt strør om sig med et glitrende synthesizertema, der kipper med kasketten til David Bowies 'China Girl', imens forsanger Thomas Mars på den gennemgående linje »I'd rather be alone« lyder som en mand, der har det rimelig køligt over den nyvundne opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på Phoenix' kommercielle (og velfortjente) gennembrud med 'Wolfgang Amadeus Phoenix', der kom i 2009, men stadig står tilbage som en drøm af en popplade.
Roskilde-rival nærmer sig udsolgt'Bankrupt!' er som en lidt mere formummet og indadvendt storebror til den konfettibombe af energi og uimodståelige melodier, der prægede forgængeren.
Klarest står det på netop titelnummeret, en knap syv minutter lang overvejende instrumental opdagelsesrejse i synthesizerlyde, der ikke rigtig peger andre steder hen end tilbage i skuffen med halvhjertede skitser af hyldester til den græske synthesizernestor Vangelis.
Så er NorthSides fulde program klarMen også den akavede ballade 'Bourgeois' virker træg.
Energi og merlankoli
Phoenix' styrke ligger i det besnærende krydsfelt, hvor energi og melankoli hamrer panderne sammen over en stærk melodi, og det sker heldigvis flere gange undervejs.
Som på 'Trying To Be Cool' og den underskønne 'The Real Thing'.
Men på numre som 'S.O.S. in Bel Air' og den afsluttende 'Oblique City' tipper balancen over i ren, småskinger energi, og det klæder ikke Phoenix, der er bedst, når de doserer bedre.
fortsæt med at læse
