Det kræver mod at stå ved sine inspirationskilder, og mod har den unge engelske sanger og sangskriver Laura Marling tilsyneladende i spandevis.
På sit fjerde album ’Once I Was An Eagle’ har hun frækt løftet sit gennemgående guitartema fra Led Zeppelins folk-inspirerede tredje album, og på albummets single, ’Master Hunter’, nikker hun selvsikkert til Bob Dylan med omkvædet »It ain’t me babe/ No no no it ain’t me, babe«.
LÆS OGSÅ Bob Dylan kommer til Danmark
Trods sine kun 23 år lyder den spinkle, blonde englænder allerede som en selvsikker veteran. Altså på den gode måde. For ’Once I Was An Eagle’ er mindst lige så hud- og frygtløs som de første plader.
Den nye Joni Mitchell?
Det er sjældent, man hører så yndig og følsom folkemusik i dén grad dryppe af splitternøgen selvransagelse. At Laura Marling er noget af det mest spændende, der er kommet ud af den velvoksne britiske ’nu-folk’-scene er ’Once I Was An Eagle’ et stærkt bevis på.
At Laura Marling af nogle er blevet kaldt den nye Joni Mitchell er måske nok proportionsforvrængning, men ikke så meget, at det er kriminelt.
Laura Marling har trods sine unge år også haft tid til at øve sig. Hun lærte nemlig allerede at spille guitar som femårig, og hendes far sørgede for at indoktrinere hende godt og grundigt med både Bob Dylan, James Taylor, Nick Drake og Neil Young og akustisk musik i lange baner.
Noget ungdomsoprør kan man således ikke påstå, Laura Marling er i sving med, men siden hun som 16-årig forlod Eversley i Hampshire og tog til London for at prøve lykken og blev en del af den nyspirende folk-scene med navne som Noah and the Whale og The Rakes, har hun formået at gøre sit helt eget væsen af sig.
Laura Marling debuterede i 2007 med ’Alas, I Cannot Swim’, der ligesom efterfølgeren ’I Speak Because I Can’ blev nomineret til Mercury Prisen, og i 2011 vandt hun en Brit Award som bedste kvindelige solokunstner for ’A Creature I Don’t Know’.
Sidstnævnte var ligesom ’Once I Was An Eagle’ produceret af Ethan Johns (søn af veteranproduceren Glyn Johns), og med Johns i ryggen er Marling for alvor i stand til at række både højt, dybt og bredt.
Kritik Opsigtsvækkende debutalbum fra Englands Tina DickowLaura Marling har tidligere erklæret sin forkærlighed for den til tider brutalt ærlige countryrocker Ryan Adams, som Ethan Johns i øvrigt også har produceret, men det er et andet nutidigt skæbnefællesskab, der springer i ørerne.
Således er den meget engelske folk-iscenesættelse af ’Little Love Caster’ og ’Devil’s Resting Place’ sat i kontrast med en vokal hudløshed og et plaget mørke i stemmen, som kunne have tilhørt en yngre engelsk søster til amerikanske Cat Power.
Det er en tidligt fuldmoden sangerinde, der synger på ’When were You Happy? (And How Long Has That Been)’. Det ferske og overforfinede er den feminine folkemusiks faldgrube, som Laura Marling styrer udenom med et råt herresving eller to i disse sange om moderne, rastløs kærlighed præget af ikke så lidt brug-&- smid-væk-kultur.
Laura Marlings fjerde album er et selvportræt af en ung kvinde, som ikke er til dybe forhold på den lange bane, men hellere springer på hovedet ud i øjeblikket og tager risikoen for, at bassinet er tømt. »He was my next verse« hedder det lakonisk på ’Saved These Words’.
Den afkortede barndom
To ord dukker op flere gange i teksterne. Det ene er ’naiv’. Det andet er ’Djævlen’. Spændvidden mellem de to ord beskriver ganske godt mødet mellem den yndige musiks blå øjne og den farlige nysgerrighed, som risikerer at udmønte sig i en helt anden slags blå øjne.
»I am cold and I am bright/ It’s a curse of mine to be sad at night«, synger Laura Marling, og flere steder hører man, hvad der lyder som vidunderbarnets forståelige forbehold og fortrydelse over for sin afkortede barndom.
Hele 16 sange giver på den lange bane en anelse unødvendig monotoni. Trimmet lidt mere havde ’Once I Was An Eagle’ været et endnu stærkere album, men det er svært at brokke over et udspil, der rummer så gode og gennemfølte sange som ’Take The Night Off’, ’Master Hunter’ og ’Little Bird’.
LÆS OGSÅ Folkemusikken lever i bedste velgående på årets festivaler
Musikalsk rammer ’Once I Was An Eagle’ en flot balance mellem folkemusikalsk intimitet og til tider ret heftige instrumentale iscenesættelser. Selv om sangene er delikat producerede, opnår den snu Ethan Johns en live intimitet ved at lade sangene glide over i hinanden og i flere tilfælde tage musikalsk cue fra det foregående.
Alle sange er skrevet af Laura Marling undtagen et instrumentalt mellemspil af Ethan Johns. Det er til gengæld en markant iscenesættelse af albummets ’halvleg’.
Et på én gang romantisk, melankolsk og spøgelsesagtigt jamrende interludium på et overbevisende udspil fra en kunstner, der vil blive stående og være i fuld sving med at udvikle sig yderligere, når røgen har lagt sig efter nu-folk-bølgens hype.
Ørnen er ikke landet. Den er lettet.
fortsæt med at læse
