Nu er det ikke alle, der nyder at bruge december på at ligge i en benlås af kollektive forestillinger om julen, hvor røgen siver op fra hytten ude i den sneklædte skov og børnene griner fredeligt i kaminildens skær.
Der er også jul i storbyen, hvor asfalten kigger sort frem under den grå sne, og ensomheden trives som alger mellem masserne.
Hvis du har det sådan og ikke kan klare traditionernes kvælende soundtrack, kan du få et skud alternativ julemusik på ’Christmas Rules’. Og endda få noget af det julehumør, du ikke troede, du havde.
De fleste af sangene er godt nok december-standarder som ’That’s What I want For Christmas’ og ’Sleigh Ride’, men de synges af Holly Golightly og Fun samt en lang række andre indie-navne: The Shins, Sharon Van Etten og Calexico, der stort set alle sammen trækker sangene ud af vanens greb.
Det betyder kæk slædetur med ukulele, fioler, overraskende temposkift og en julestemning, der ikke smager som mugne pebernødder.
Der er også plads til et par af de mere traditionelle juleversioner, men de står smukt frem på en sprællende baggrund af lige dele begejstring for julen som tradition og musikken som muligheden for at skære 2012 ind i stammen på det gamle grantræ.
Et krøllet kræmmerhus
Cee-Lo Green ved, at en god juleplade kræver, at man går ’all in’. Bare se albumcoveret!
Green har da også både formatet, stemmen og det lille strejf af fandenivoldskhed, der skal til, når man laver juleplader. Det vidner hans Phil Spector-hyldende fortolkning af ’White Christmas’ om, ligesom ’Run Rudolph Run’ meget passende tonser af sted. Det er julestemning med 180 km/t.
Mest forrygende er dog Cee-Los egen ’Al I Need Is Love’, hvor Muppetshow trakterer med deres stedsegrønne klassiker ’Mahna Mahna’. Det er lige så vanvittigt, som det er vellykket.
Smuk er hans smagfuldt juleficerede fortolkning af Joni Mitchells ’River’, men ellers visner misteltenen med rekordfart, når Green begynder at proppe groteske mængder juleflæsk ned i svælget på sin lytter i form af en kvælende selvhøjtidelig ’Silent Night’, ligesom han simpelthen er for god til at pille forkølet ved Mariah Careys urørlige ’All I Want for Christmas’.
Og når Christina Aguilera klichéfraserer sig halvsovende igennem ’Baby, It’s Cold Outside’, er det som at gnave på en grangren.
Uden klassikere på slæb
At den lidt triste og verdensfjerne kvindestemme fra Everything But The Girl skulle udgive en juleplade, lyder som en indforstået aprilsnar fra 90’ernes overskudslager af dårlige jokes.
Men den er god nok. Og Tracey Thorn slipper tilmed godt fra sit bidrag, der står tilbage som et afdæmpet og selvsikkert julealbum fuld af den eftertænksomhed, man normalt skal kigge langt efter på den slags plader.
Det skyldes blandt andet, at Thorn – ud over en anonym version af ’Have Yourself A Merry Little Christmas’ – undgår de mest tyndslidte klassikere på et album, der ellers overvejende består af covernumre af folk som Jack White, Sufjan Stevens og Joni Mitchell.
Men det fineste ved ’Tinsel and Lights’ er den evindelige melankoli i Thorns vokal, som gør hende til en troværdig formidler af nogle af julens mindre opreklamerede sider.
Som på hendes version af Ron Sexsmiths bittersøde ’Maybe This Christmas’, der er mere propfuld af forventning end de fleste kaglende småfolk juleaften.
Kastreret bedstefar
Ovre i hjørnet sidder Rod Stewart og rokker under en plaid i gyngestolen. Fint nok.
Som 67-årig har han alderen til at sætte tempoet ned, og højtiden handler jo også om at få taget en dyb indånding.
Men jeg får akut åndenød, når Stewart ikke bare trækker tempoet ned på skildpaddeniveau, men overdriver sine laaangsomme fraseringer, så det, der vel er ment som indlevelse, får julesange som ’Winter Wonderland’ og ’Blue Christmas’ til at stivne som blævrende ribsgele.
Den håndplukkede guitar, klaverets lufthavnsmuzak og kanelæsset af strygere er skåret efter samme standardmål som Stewarts ’Great American songbook’-projekt.
Men ’Santa Claus Is Coming to Town’ bliver ikke til en salme, fordi man overartikulerer hvert ord, og ’White Chistmas’ med lys klang lyder som en kastreret bedstefar, der ikke magter at omfavne sangens potentiale.
Med en stemme, der kan knitre som ilden i pejsen, kan man ellers godt undre sig over, at Stewart ikke har lavet en juleplade før. Men i næste sekund undrer man sig over, at han har gjort det, når han alligevel ikke vil noget med det.
En ren alibi-udgivelse, der får julen til at lyde som skrækscenarie og alt andet end afslappende.
fortsæt med at læse
