Det er svært at navigere i forventningerne til Johnny Marr.
Siden The Smiths brød sammen i 1987, har den enestående guitarist fulgte sine egne musikalske veje.
LÆS OGSÅ
I glimt har det været så genialt, at han sidste år blev tildelt et æresdoktorat på Salford Universitet i fødebyen Manchester for at have ændret »the face of British music«, og Marrs navn dukker altid op i samtalen om historiens allerstørste guitarister.
Musikalsk lejesoldat
I 1990'erne faldt Marr i perfekt pop-spænd med New Orders Bernard Sumner i superduoen Electronic, og med sin ringlede guitarlyd og mundharmonika vævede han de afgørende sølvtråde gennem The Thes mesterlige 'Dusk'. Det inspirerede guitarspil har været lånt ud til - blandt mange andre - Talking Heads, Beck og Oasis.
Marr har desuden været fuldgyldigt medlem af indierock-grupperne Modest Mouse og The Cribs.
Gennem de sidste tre årtier har han været den bedste musikalske lejesoldat, der findes. Men også en rastløs sjæl, der allerede i The Smiths omdiskuterede brud fik rollen på sig som ham, der stoppede i foragt for den tomme gentagelse. Marr er hele tiden på vej et nyt sted. Videre!
LÆS OGSÅ
En tiltalende kvalitet i en verden af musikalske tryghedsnarkomaner, men med den indbyggede risiko, at man træder fra højdepunktets tinde og lige ud i det katastrofe fald. Som hans første solodebut med Johnny Marr & The Healers, der i 2003 lød som nogen, der var kommet mere end et årti for sent til den brit-psych-fest, som The Stone Roses holdt.
Uanset hvilken retning han er stukket af i, har det altid været i selskab med andre. Men i en alder af 49 år er Marr tilsyneladende nået til det punkt, hvor hans hvileløse væsen skal holdes fast på kun at være sig selv.
Og når han endelig træder ud af rollen som den evige (og uundværlige!) wingman med det første soloalbum i eget navn, tænker man uvilkårligt: Hvordan er den lige så uforlignelige som uforudsigelige guitarist som solist?
Desværre en skuffelse for os, der havde håbet, at Marr havde gemt det første album med kun sit eget navn, til han havde sangmaterialet, der kunne leve op til det.
Gudbenådet guitarist
Man skal DOG ikke høre Johnny Marrs debutalbum mere end enkelt gang for at konstatere, at Marr stadig er en gudbenådet guitarist.
En mester udi ringlende guitarguirlander, der prikker i nakken med deres skønhed. Men det næste, der slår en i mødet med de 12 nye sange, er den lige så triste skuffende erkendelse af, at Marr ikke er den sanger, hans ellers stærke sange fortjener. Eller den lyriker, der kunne holde sammen på det hele.
Formelen er guitarpop i forskellige temperamenter. Og kvaliteter.
Marr forcerer tempoet fra start på de to svage åbningssange, der i stedet for melodi prøver at stanse kompositionen ud i energiske riffs og stakåndede omkvæd.
Heldigvis begynder det at lyde helt rigtigt på 'European Me', hvor guitaren slår en tidskolbøtte tilbage til The Smiths, og på titelnummeret rammer han den melankolske klang, der også løb gennem hans tid med Electronic - hvilket understreges af korreferencen til Visages 'FadeTo Grey'. Joakim Berg fra Kent kan tage noter her.
Siden fortsætter han med at vise rundt i sit kabinet af highs and lows, hvor 'The Crack Up' og 'New Town Velocity' har den stramhed, som Marr kan give den britiske rocktradition, så det funkler, mens den buldrende tomgang på 'Sun And Moon' og agit-rockeren 'Generate! Generate!' modsat er et par næsestyvere.
Midt imellem
Især sidstnævnte sætter (ufrivilligt) fingeren på svagheden ved Marr som solist.
For Marr vil ikke bare underholde, men også udfordre vores samfundssind. Teksterne slår smut forbi teknologi i forhold til kroppen, europæisk fremmedgørelse, berømmelsens overfladiske væsen og »fast cash philosophy« på 'Generate! Generate!'.
Det kunne være godt, hvis teksterne havde brod i stedet for løse forbindelser, og Marr sang det med en røst, man kunne brænde sig på.
LÆS OGSÅ
I stedet får vi en bare en ældre mands vrede i et opkørt tempo, der ikke passer ham, og en stemme, der punkterer alle tilløb til barrikaderne. Æv.
Jeg ville så gerne have, at den her plade var et klimaks på alle sideprojekterne. En ny start. Der er - som i hele Johnny Marrs post-Smiths-tid - fornemme øjeblikke, men også for meget rod og halvhjertet sang.
Derfor er 'The Messenger' ikke budbringeren, der stadfæster Marr som en stor solist, men derimod som endnu et mellemspil fra en musiker, der endnu ikke har fundet hjem siden, The Smiths faldt fra hinanden.
fortsæt med at læse
