Hvis nogen frygtede, at alle gode gange tre for det specielle, men indtil nu også specielt vellykkede samarbejde mellem den blide skotske sangfugl Isobel Campbell og den amerikanske mørkemand Mark Lanegan ville blive en gang for meget, kan man heldigvis med sindsro tro om.
Man kunne ellers med god grund frygte, at den samklang, som første gang lød så overrumplende fint og velklingende som fuglesang i morgenrøde, denne gang ville tage sig forudsigelig og lidt for velkendt ud. LÆS OGSÅRomantisk album varmer i vinterkulden Lige så smart det var af Isobel Campbell at invitere Lanegans bas fra helvedes sorteste ølstuer indenfor, efter at hendes gruppe Belle & Sebastian kapitulerede, lige så genialt har det vist sig at fortsætte det, der fra starten mest lignede en engangsforestilling.




























