The Internet blev dannet i 2011 af Syd tha Kyd og Matt Martians, som er medlemmer af det herligt rastløse hiphopkollektiv Odd Future Wolf Gang Kill Them All, bedst kendt i den forkortede version OFWGKTA eller Odd Future.

Og den sidste forkortelse, oversat til dansk ’sær fremtid’, passer godt på de mange soloprojekter, som kollektivet har kastet af sig, og som netop viser den sære og fragmenterede fremtid, hiphop og R&B er på vej mod.

Her er der stemning for at definere de to genrer hiphop og R&B bredere og mere uforudsigeligt, og der er blevet plads til alt fra mudret og mørk dødshiphop til depressionsrim og afrofuturisme. Det er et sted uden for mainstreamverden, hvor de oprindelige rytme og blues-rødder både udfordres og ophøjes.

Ikke så meget nyt under solen

Selv om The Internet har samlet et helt band omkring sig på ’Ego Death’, har det ikke helt haft den afsmittende effekt på lyden, som man kunne have håbet.

Siden de udgav deres første album, ’Purple Naked Ladies’ i 2011, har de slået deres soulede lyd fast, men det er svært ikke at gå og håbe på, at de vil lade sig inspirere af de nye eksperimenter, der dukker op på internettets frie musikalske værksted. De hedder jo The Internet, og internettet er et dejligt anarkistisk sted at hente inspiration og salt til sangene.

På ’Ego Death’ er der overraskelser, men som helhed er der ikke meget nyt under solen. De har inviteret den futuristiske soul-prinsesse Janelle Monáe med på nummeret ’Gabby’, men den hyperaktive energi, som Monáe er kendt for, eksempelvis på hitnummeret ’Tightrope’, er helt fraværende, og det er svært overhovedet at spore Monáes tilstedeværelse. Det er først i slutningen af nummeret, der byder på 70’er-bossanova-coolness og lag på lag-lydflader, man aner hendes tilstedeværelse som en fin overraskelse.

’Ego Death’ er i grunden et behageligt groovende album. For eksempel på nummeret ’Just Saying/I Tried’, som er en klassisk disciplin inden for R&B-genren, hvor der skældes ud på den utro (eks)kæreste med monologer om, hvordan det hele går meget bedre uden vedkommende.

Det absolutte højdepunkt er det hypnotiserende ’Girl’, som undertegnede hermed nominerer til titlen som en af årets bedste sange, og det skyldes ikke mindst, at det er den talentfulde producer Kaytranada, som står bag produktionen og bringer det bedste frem i Syd tha Kyds vokal. ’Girl’ er en fantastisk erotisk kærlighedserklæring fra kvinde til kvinde; bassen er massiv, og remixversionen på albummet lyder som The Neptunes, J-Dilla og Janet Jackson i en spand smeltet chokolade.

Mangler pulsen

Det er denne blanding af det søde med det kantede og fængende, der savnes på resten af albummet. På det sidste nummer, hvor Tyler the Creator og saxofonist Steve Lacy kigger forbi, sker der også noget mere uventet og lækkert, der lyder lidt som en afslappet jamsession med gode påfund i studiet klokken sent om natten.

Den der følelse af, at alt muligt kan ske, og den der følelse af puls savner jeg på et ellers lovende album med delikate og solbeskinnede melodier og en kæmpe kærlighed til soul og R&B.

fortsæt med at læse

Ung rapper bag 'Trap Queen' koger suppe på hittet